AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE KRISTEN

Det diskuteres vidt og bredt blandt troens mænd og kvinder, om der er flere veje til Gud. For kristne går vejen gennem Jesus, som selv, iflg Johannes, har sagt, at han er ”vejen, sandheden og livet”.

Det har vist sig, iflg. en analyse præst og generalsekretær i Dialogcentret Christina Philipstatt henviser til i et blog-indlæg her på eftertanke.dk., ”at det nok største problem er opfattelsen af Jesus figuren”.

Ærgeligt nok mener generalsekretæren, at ”dette problem må og skal forblive uden for kirkens rum”, men hvis opfattelsen af Jesus blandt forkyndere er et af kernepunkterne i debatten, er det upassende ikke at ville gå i dialog med lægfolk om lige præcis det.

Den generelle holdning blandt kristne er naturligvis, at det ikke er deres tro, der er noget i vejen med. Et af argumenterne er, at folkekirken har mange medlemmer, som bare skal sættes ind i, hvad kristendommen egentlig er. Det synspunkt er en glimrende sovepude, hvis man ikke ønsker at tage dialogen op.

Der ER kun ÉN Gud. Det er om den Gud, der tales i den lærerige sætning, som dialogcentrets generalsekretær fremhæver: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!”.

Man kan selvfølgelig ikke sige, at kristne ikke tror på ham, men hvis man troede på, hvad Jesus sagde, ville det kristne guddomsbillede helt naturligt se ganske anderledes ud.

Det unikke ved kristendommen er mærkeligt nok, at Gud blev menneske som Christina Philipstatt tidligere sagt, men det strider direkte imod, hvad Jesus selv har sagt. For mange af folkekirkens menige medlemmer er al den snak, om at Gud blev menneske, noget forplumrende sludder og vås.

Hvor svært kan det være at tro på det, der står skrevet om Jesus – sønnen, der blev sendt ovenfra af sin Far? Er man virkelig kristen, hvis man ikke tror det skrevne ord? Eller er man ikke kristen, hvis man virkelig tror hvert et ord?

Gemt under FOLKEKIRKEN, RELIGIONSDEBAT, TRO | Comments Off