Der er lukket for kommentarer.
FRA SJÆLENS GEMMER
Har man lyst til at vide noget om avanceret tankegang, er det en god ide, at stifte bekendtskab med bøger fra Borgens Forlag. Brian Weiss, amerikansk læge og psykiater, har skrevet den bemærkelsesværdige bog ”Den samme sjæl i mange kroppe”. I den siges det, at der venter os en storslået verden. Det står os frit for at vælge, hvor hurtigt det skal gå.
For mange er det en naturlighed at tale om sjælens udødelighed – en bevidsthed, der sætter livet i et bredere perspektiv. Det er indlysende, at der er en grund til vi lever her i livets nuværende jammerdal. Vi er her for at gøre jorden til et bedre sted at være.
”Hvis tilstrækkeligt mange af os på en eller anden måde kan hæve menneskehedens bevidsthed – hvis vi kan engagere os i at ændre den kollektive fremtid ved at forbedre vore individuelle fremtider – kan vi faktisk ændre fremtiden for hele verden og alle dens indbyggere”, skriver Brian Weiss, der har gjort det muligt for flere end 4000 patienter at se på egne fortidige liv.
Det bemærkelsesværdige ved bogen er, at nogle af disse patienter er i stand til også at se, hvad der kan ske i fremtiden, hvilket gør dem i stand til at afgøre, hvilken vej der er bedst at følge i dette liv.
Blandt dem er David, som under hypnose siger: ”Mit navn er Ephraim. Jeg er til konference med katolske, protestantiske, hinduistiske, muslimske, holistiske og oprindelige folkeslags præster og helbredere. Vi mødes ofte, to eller tre gange om ugen, for at meditere og bede. Vi skaber en harmonisk energi for at bekæmpe det had og den vold, der er epidemisk hos verdens uoplyste indbyggere. Vi er ikke ret mange, ikke over halvtreds, men vores kraft er stor. Vores formål er at neutralisere de energier, der skader Jorden, og som ubevidst slippes løs af mennesker, der ikke kender de åndelige love. Disse energier fremkalder jordskælv, tornadoer, oversvømmelser og epidemier. Vi troede tidligere, at der var tale om tilfældige begivenheder. Nu mener vi, de skabes af – eller i det mindste påvirkes af – menneskehedens tanker og intentioner. Og vi kan forebygge dem! Vore gruppe går ud for at lære andre de teknikker med positiv bøn og positiv meditation, vi selv bruger. Vi har tusinder af tilhængere. Næste måned kommer det femte økumeniske møde med over femogtyve tusind deltagere, der tror på det samme som os; de vil bringe vores lære tilbage til deres egne lande overalt på kloden. Disse konferencer overskrider fysiske og psykologiske grænser for at opnå fred, harmoni og medfølelse for alle Jordens indbyggere og for planeten som sådan”.
På en måde kan man sige, at David ankom til Brian Weiss’ praksis som vældig forkælet. Problemet var bare, at han var dybt ulykkelig. I tidligere liv havde han primært hjulpet andre mennesker. I dette liv levede han et økonomisk rigt liv som advokat i sin fars virksomhed.
Det var lykkeligt for David at kigge i sin sjæls gemmer. Nu blæser livet ikke længere gennem ham som en vind. Han gør nytte og siger: ”Jeg har lært, hvordan jeg kan lære andre at påkalde væsener med højere bevidsthed. Ved at kommunikere med et klart og medfølende hjerte, ved at søge efter et højere åndeligt gode kan vi påkalde deres hjælp. De er allerede begyndt at hjælpe os. Verden er et langt, langt bedre sted nu, end den var for hundrede år siden”.
Han forlod faderens firma og gav sig til at studere miljølovgivning. Han følte, at han blev nødt til at modsætte sig de ødelæggende virkninger af visse ting, de store virksomheder gjorde. Han ville være med til at ændre fremtiden til det bedre.
Gemt under ANMELDELSER, REINKARNATION, SJÆLEN | Comments Off