FORNEMMELSE FOR GUD
Er Jesus ikke trendy nok? Det spørgsmål stiller præst og generalsekretær i Dialogcentret i Danmark Christiana Philipstatt i trosportalen eftertanke.dk. Når nu størstedelen af Danmarks befolkning er både døbt og konfirmeret kan det måske virke besynderligt at så få refererer til Jesus, når der tales om tro og livsfilosofi.
Om nogen var Jesus det perfekte menneske – et menneske, der kendte til kærlighedens alt omfavnende væsen. Den slags mennesker er en mangelvare, men der findes visse undtagelser. Det er dem Christian Philipstatt oftest støder på i sin private sfære. Det er store personligheder som Buddha, Ghandi, Dalai Lama og Nelson Mandela, der fremhæves, men hvorfor nævnes Jesus ikke? Er det fordi Jesus bare ikke trendy nok? Eller har Jesus en så ophøjet status i kristendommen, at ingen regner ham for at være et menneske af kød og blod, der er eftertragtelig at have som forbillede?
Det er måske slet ikke så besynderligt endda, at Jesus er fraværende i det moderne menneskes bevidsthed. Med den ophøjede status kristendommen tildeler ham, er der jo tale om en, for almindelige mennesker, nærmest uopnåelighed, og måske derfor er de fleste tilbøjelige til at referere til andre store personligheder med sans for ”kærlighed, tilgivelse, medfølelse, forsoning, barmhjertighed og empati”.
Troens substans er af en sådan karakter, at et rettroende menneske, som Christina Philipstatt, godt kan tro, at nogle mennesker har ”en skræk for at blive forbundet med nogle retninger indenfor kristendommen”, men det kan også tænkes, at mange mennesker simpelthen fravælger den kristne tro. Ikke fordi de ikke ved hvad kristendommen er, men fordi den enorme herliggørelse af Jesus ikke stemmer overens med deres fornemmelse for og forståelse af Gud.
Det er noget der sjældent tales om i medierne. Derimod tales der tit og ofte om menneskets hang til selvrealisering og egoisme, noget Christina Philipstatt også har bidt mærke i, men som Christina Philipstatt skriver i et andet blog-indlæg, så er den religiøse debat sårbar. Det gælder om ikke at gøre hinanden fornærmede.
Fundamentet for dansk kultur er ved at blive nedbrudt. Kristendommen har haft kronede dag. Religiøsiteten blomstrer andre steder, hvilket Christina Philipstatt er meget opmærksom på. Dialogcentret ser det som sin primære opgave at undersøge og kommentere nyreligiøse elementer i samfundet, hvis det vurderes, at det giver anledning til problematikker, der ikke kan forenes med kristendommen.
Det er naturligvis prisværdigt – set ud fra et kristent synspunkt. Som kender af den absolutte sandhed er det naturligvis ikke oplagt at beskæftige sig særlig meget med hvorfor den kristne tro åbenbart mistrives, men udefra set ville det være oplagt at gøre det, såfremt man ønsker fremgang og vækst i den danske folkekirke.
Jesus er skam trendy nok, det er bare synd, at Gud ikke er det.
Gemt under FOLKEKIRKEN, JESUS, TRO | Kommentér (4)JA FOR HELVEDE
Carsten Korsholm Poulsen, teolog og undervisningskonsulent i Indre Mission, ”er forfærdelig bange for, at Helvede findes. Jeg synes bestemt ikke om det!”, skriver han på religion.dk 18. februar 2010. Skulle han ”finde en grund til at holde op med at være kristen, skulle det være for at slippe for bevidstheden om, at nogle mennesker ender i Helvede”.
Selvfølgelig er det ikke Carsten Korsholm Poulsen, der ender i Helvede. Han har sikkert et lykkeligt liv, opfører sig ordentligt og har rakt hænderne ud mod Gud, der trækker ham op fra det sorte hav.
”Vi er vendt bort fra Gud”, skriver CKP, der undrende spørger sig selv: ”Hvordan kunne Adam og Eva være så åndssvage?
Er man svag i ånden, kan man sagtens gå rundt med sådanne tanker, og angsten for et muligt fremtidigt helvede, når vi dør, er lige så skør. Helvede er jo lige her – ikke for alle, men for alt for mange.
Gemt under TRO, VANTRO | Kommentér (1)KAJ MUNK
Claus Grymer anmelder i Kristeligt Dagblad 12. februar 2010 Bo Elbrønd-Beks bog ”Opstandelsesmotivet i Kaj Munks drama Ordet”.
”Elbrønd-Beks udgangspunkt er et andet end det gængse, idet han anlægger en såkaldt “psykobiografisk” synsvinkel på både skuespillet og dets baggrund”, skriver Claus Grymer. Den gængse opfattelse af skuespillet er, efter Grymers opfattelse, at der ganske enkelt er tale om ”et stykke om almueliv på landet, hvor vanskelighederne for realiseringen af den bærende kærlighedshistorie afspejler den åndelige kamp mellem grundtvigianismen og Indre Mission.
Claus Grymer ville næppe være brugbar som Kristeligt Dagblads anmelder, hvis han sympatiserede med et synspunkt som Bo Elbrønd-Beks, der angiveligt skulle give udtryk for, ”at det centrale tema, den døde kvindes genopvækkelse i sidste scene, enten fejlfortolkes eller ikke tages tilstrækkeligt alvorligt”.
”At kristendommen er og bliver en opstandelsesreligion er for længst gået i glemmebogen”, skriver forfatteren. Spørgsmålet er, om Bo Elbrønd-Beks bog kan bidrage til at genopvække den glemte tro. Claus Grymer vil dog gå så langt som til at sige, at bogen kan fastholde og uddybe interessen for Kaj Munk.
Gemt under ANMELDELSER | Kommentér (1)FRA SJÆLENS GEMMER
Har man lyst til at vide noget om avanceret tankegang, er det en god ide, at stifte bekendtskab med bøger fra Borgens Forlag. Brian Weiss, amerikansk læge og psykiater, har skrevet den bemærkelsesværdige bog ”Den samme sjæl i mange kroppe”. I den siges det, at der venter os en storslået verden. Det står os frit for at vælge, hvor hurtigt det skal gå.
For mange er det en naturlighed at tale om sjælens udødelighed – en bevidsthed, der sætter livet i et bredere perspektiv. Det er indlysende, at der er en grund til vi lever her i livets nuværende jammerdal. Vi er her for at gøre jorden til et bedre sted at være.
”Hvis tilstrækkeligt mange af os på en eller anden måde kan hæve menneskehedens bevidsthed – hvis vi kan engagere os i at ændre den kollektive fremtid ved at forbedre vore individuelle fremtider – kan vi faktisk ændre fremtiden for hele verden og alle dens indbyggere”, skriver Brian Weiss, der har gjort det muligt for flere end 4000 patienter at se på egne fortidige liv.
Det bemærkelsesværdige ved bogen er, at nogle af disse patienter er i stand til også at se, hvad der kan ske i fremtiden, hvilket gør dem i stand til at afgøre, hvilken vej der er bedst at følge i dette liv.
Blandt dem er David, som under hypnose siger: ”Mit navn er Ephraim. Jeg er til konference med katolske, protestantiske, hinduistiske, muslimske, holistiske og oprindelige folkeslags præster og helbredere. Vi mødes ofte, to eller tre gange om ugen, for at meditere og bede. Vi skaber en harmonisk energi for at bekæmpe det had og den vold, der er epidemisk hos verdens uoplyste indbyggere. Vi er ikke ret mange, ikke over halvtreds, men vores kraft er stor. Vores formål er at neutralisere de energier, der skader Jorden, og som ubevidst slippes løs af mennesker, der ikke kender de åndelige love. Disse energier fremkalder jordskælv, tornadoer, oversvømmelser og epidemier. Vi troede tidligere, at der var tale om tilfældige begivenheder. Nu mener vi, de skabes af – eller i det mindste påvirkes af – menneskehedens tanker og intentioner. Og vi kan forebygge dem! Vore gruppe går ud for at lære andre de teknikker med positiv bøn og positiv meditation, vi selv bruger. Vi har tusinder af tilhængere. Næste måned kommer det femte økumeniske møde med over femogtyve tusind deltagere, der tror på det samme som os; de vil bringe vores lære tilbage til deres egne lande overalt på kloden. Disse konferencer overskrider fysiske og psykologiske grænser for at opnå fred, harmoni og medfølelse for alle Jordens indbyggere og for planeten som sådan”.
På en måde kan man sige, at David ankom til Brian Weiss’ praksis som vældig forkælet. Problemet var bare, at han var dybt ulykkelig. I tidligere liv havde han primært hjulpet andre mennesker. I dette liv levede han et økonomisk rigt liv som advokat i sin fars virksomhed.
Det var lykkeligt for David at kigge i sin sjæls gemmer. Nu blæser livet ikke længere gennem ham som en vind. Han gør nytte og siger: ”Jeg har lært, hvordan jeg kan lære andre at påkalde væsener med højere bevidsthed. Ved at kommunikere med et klart og medfølende hjerte, ved at søge efter et højere åndeligt gode kan vi påkalde deres hjælp. De er allerede begyndt at hjælpe os. Verden er et langt, langt bedre sted nu, end den var for hundrede år siden”.
Han forlod faderens firma og gav sig til at studere miljølovgivning. Han følte, at han blev nødt til at modsætte sig de ødelæggende virkninger af visse ting, de store virksomheder gjorde. Han ville være med til at ændre fremtiden til det bedre.
Gemt under ANMELDELSER, REINKARNATION, SJÆLEN | Comments OffKONTROLLERET KOMMUNIKATION
Kurt Strand havde d. 6. februar 2010 tre kommunikationseksperter som gæster i Deadline. I et land med ytringsfrihed er det interessant at høre, hvilken forståelse der er fremherskende for tidens kommunikationsform.
De tre gæster blev bl.a. præsenteret for, hvad Kurt Strand kaldte, et Obama-stunt. Der blev vist klip fra YouTube, hvor Obama sad parat til at besvare spørgsmål fra folk. På demokratisk vis havde det for alle YouTube-brugere været muligt at stemme om, hvilke af de stillede spørgsmål præsidenten skulle besvare.
Kommunikation kan vel næppe føres mere direkte, men det var ikke lige den synsvinkel kommunikationseksperterne fik øje på. Der blev talt om offentlig krisestyring, formentlig frembragt af Obama, der efter meningsmålinger at dømme står svagt. Det kunne ligne en slags styret ægthed, mente nogen, der ikke lige købte den der med Obamas troværdighed.
Det er som om, at alt og alle kritiseres og når under langt under dumpegrænsen. Én statsleder kritiseres for kun at besvare spørgsmål fra medierne, når vedkommende finder det passende og kender spørgsmålene på forhånd, mens en anden kritiseres for beredvilligt at besvare vidt forskellige spørgsmål fra ganske almindelige mennesker.
Kontrolleret kommunikation fungerer bedst i form af meningsmålinger. Man kan stille 1000 personer ganske bestemte spørgsmål, og ud fra resultatet anses det for et faktum, at resten af et lands befolkning har samme holdning.
Gemt under ANMELDELSER | Comments Off