VIRKELIGHEDENS TYRANNI

Marianne Frederiksson har begået et brag af en bog – Evas bog, der kan føre til at begribe et begreb som virkelighedens tyranni.

Almindeligvis kan det om virkeligheden ikke siges, at den er en tyran. En tyran ved alle hvad er, og virkeligheden er den, vi klart og tydeligt ser for os.

I virkeligheden kan ingen blive tyranniseret af virkeligheden, men hvis den virkelighed vi præsenteres for viser sig fra en anden side end den vi kender – og ikke vil kendes ved den – har vi ladet os tyrannisere af den kendte virkelighed.

I “Evas bog” siges det knap så firkantet. Det er en gribende fortælling om en Mors kamp for at finde sig selv efter den ene søns ihjelslåning af den anden. Hun ender med at forstå – ikke blot sig selv, men også sønnen der ihjelslog.

I virkeligheden skulle et sådan brodermord være utilgiveligt, men den indsigtsfulde forfatter formår at fortælle, så alle forstår tilgivelsens vigtighed.

Et sindrigt puslespil samles under moderens vandring. Hun taler med sin døde Mor og henter billeder frem fra barndommens land. Det er tankespind her i virkelighedens verden, hvor man sagtens kan fremkalde erindringsbilleder fra en svunden fortid, men samtale med en der er død er en absurditet, der er umulig i virkeligheden.

I fiktiv form gøres det umulige muligt. Hensigten kan sammenlignes med brugen af  ironi, som gør det usigelige sigeligt.

“Vi ved hvad vi er, men ikke hvad vi kan blive”, står der skrevet på forsiden af Johannes Møllehaves bog ”Uglen og bagerdatteren”. Sandhedsværdien en stor. Vi aner simpelthen ikke hvad der sker, når vi dør, og det vi tror, vi ved, kan måske vise sig at være en ufuldkommen sandhed.

Sandheden er ilde hørt, siges det, og med hold i virkeligheden, altså den vi kender, tegnede Kristeligt Dagblad (4/10-02) et nuanceret billede af begrebet clairvoyance. Det fortælles, at “halvdelen af alle danskere har et positivt forhold til clair­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­voyance, men præster er bekymrede, og skeptikere advarer om, at clairvoyante kan være i kontakt med ånder, man ikke kan stole på, og som skal holdes fra livet.”

Med liv og sjæl overholder den kristelige journalist naturligvis de journalistiske spillereg­ler. Både folk, der har sat sig for at afsløre andres brug af­­ åndelige evner, og folk, der har gjort brugen af samme til deres levevej, giver udtryk for deres syn på sagen.

Førstnævnte kategori kan ikke helt afvise, “at ægte clairvoyance findes”, men tvivleren “er overbe­vist om, at clair­­­­voyance i de fleste tilfælde er svindel.”

Det fortælles, at clairvoyance i dag ikke kun er noget, “der lidt fordækt finder sted i en spåkones campingvogn. Det er ved at blive en accepteret måde at få bekræftet vigtige beslutninger som for eksempel jobskifte eller ægteskab på.”

Det oplyses endvidere, at antallet af klinikker og skoler for clairvoyance er forøget drastisk de senere år, og at clairvoyance – “ifølge de clairvoyante selv” – bliver brugt af alle typer mennesker.

For skeptikere er det indlysende, at clairvoyante kan være i kontakt med ånder, der teoretisk set ikke skulle kunne være der. Derfor er det bedst, at ånderne holdes ti skrid­t fra livet, for ligesom at være på den helt sikre side.

Det nævnes, at grundene til den store søgning kan være mange. “Nogle gange handler en clairvoyance om at få sagt farvel til afdøde familiemedlemmer”, men “det kan også være mere banalt, som at en datter gerne vil have en bestemt bageopskrift af sin mor efter moderens død.”

Banaliteterne er ikke i overtal. Det siges, at “clairvoyance giver søgende mennesker en måde at forstå verden på og et sprog til at tale om åndelige emner”, men mange er enige om, “at clairvoyance i mange tilfælde er svindel”.

“Det hele er hjulpet på vej af de populære tv-programmer “Åndernes magt” og “Fornem­melse for mord”, hvor clairvoyante sender spøgelser ud af huse og forsøger at opklare mord ved at kontakte de myrdedes påståede ånder.”

Det er godt at kunne skelne mellem skidt og kanel. En præstedatter, der naturligvis “har lært at bede aftenbøn” og som også har hørt om engle, “har svært ved at forstå, at det skulle være mærkeligt, at nogle mennesker har kontakt med en usynlig, åndelig verden”, og det “er der mange andre danskere, som kan nikke genkendende til.”

En speciallæge i psykiatri med medlemskab i Dansk Skeptikerforening “er ikke en af dem, der opsøger clairvoyante.”

Præstedatteren, der er freelance journalist, har netop fået udgivet en bog på et af de større forlag, der omhandler samtaler med clairvoyante om deres liv og ikke mindst deres metoder.

Den pensionerede specialoverlæge “vil have bevist i kontrollerede videnskabelige forsøg, før han går ind for det ”der med clairvoyantes evner, “men han forstår godt, at mange danskere ønsker at tro på noget åndeligt.”

“Vores videnskabelige indsigt er forøget enormt i forhold til tidligere, og vi får svæ­rere og sværere ved at overskue den viden.”

Det skulle angiveligt være derfor, at mennesker søger “ind i nyreligiøse sekter, der tilbyder en højere mening, eller de søger omsorg hos en alternativ behandler, der lytter og giver et enkelt svar på en venlig måde,” siger specialisten i sindets krinkelkroge.

Så nemt er det bare ikke i hans øjne. I forhold til hans viden, er det værd at tage sig i agt for omsorgsfulde alternative behandlere, og det der med danskernes brug af clairvoyante er naturligvis ikke lige hans kop the, men han – og formentligt andre medlemmer af den skeptiske forening – forstår selvfølgelig godt folks søgning og leder måske selv efter livets højere mening.