GUDS GULDFUGL
Jan Lindhardt fortæller i sin erinderingsbog, at Thorkild Grosbøll ville være blevet fyret, hvis Lindhardt havde været direktør i en virksomhed, men det sidste ord er måske endnu ikke sagt i sagen om Grosbølls vaklende trosgrundlag. I iveren efter at tilkendegive mishag over den nænsomme håndtering har teologisk forstandige været vældig flittige skribenter i Kristeligt Dagblad, mens andre, med nogenlunde samme teologiske tankegang, har udtrykt en vis sympati for, at Grosbøll blev behandlet med de biskoppelige fløjlshandsker.
Dr. theol. Georg S. Adamsen talte i den gode avis onsdag d. 25. maj 2005 om Jesus hjord, og hvis man hører til én af dem, der har til opgave at være vejleder for flokken, kan man naturligvis have svært ved at tolerere en præst som Grosbøll i den danske Folkekirke. Har man styr på den rigtige trosudlægning, er det helt fint at sætte andre på plads, men et fåtal har dog opdaget, at det kan være godt at gå lidt forsigtigt til værks.
Når G.S.Adamsen omtaler bekendelserne som en ufravigelig norm, der henter sin autoritet og sandhed i Guds evige ord, er det klart Jesus ord, der hentydes til. Derfor lyder det følgende udsagn logisk måske især for et teologisk uforstandigt menneske:
Jesu ord skal nemlig aldrig forgå Det ved hans disciple, for de kender den gode hyrdes stemme, det vil sige hans ord, til forskel fra dem, der ikke kender, tror og holder sig til hans ord.
Nu tror jeg, at Jesus talte så sandt som nogen kan, og når sandheden skal frem, så talte Jesus tit og ofte om sin himmelske Far. Hans ord om Faderen må stå som en ufravigelig sandhed især for hans disciple, der tror, at de holder sig til hans ord og er parat til at dømme andre for ikke at gøre det.
Kirken har pakket Jesu budskab ind, skrev Birthe Ørsted Riis i Kristeligt Dagblad mandag d. 6. juni 2005 og refererer svaret på et velplaceret spørgsmål til to ny-konfirmerede: Tror I så på Gud? Ja, vi tror på Jesus, som er den eneste, der kender Gud, men ikke alt det udenomsværk, kirken præsten kommer med.
Et oprigtigt svar der er lidt pænere formuleret end det Tom Kristensen lader cigarhandler Samuelsen fremkomme med i bogen En anden. Tanken om en anden Gud end Jesus er således ikke fremmed. Birthe Ørsted Riis er overbevist om, at den tankegang er fælles for rigtig mange i alle aldre.
Ifølge G.S.Adamsen skal den, der taler, tale som Guds ord og ikke ændre på noget, for – som Adamsen siger – så fordærves og afskaffes evangeliet.
Alene derfor er der al mulig gyldig grund til at tillægge Jesus ord den nøjagtige ordlyd, men Jesus ord negligeres og opfattes som værdiløse for ligesom at passe til troen som den praktiseres.
Tro på mig og tro på Gud, sagde Jesus, men selvom ordene siges i tide og utide, giver de ingen mening for troskendere, der selvfølgelig ikke er i tvivl om, at Jesus arbejdede i kærlighedens tjeneste. Gud, som Jesus, om nogen, kendte og havde fuld tillid til, må derfor leve en tilbagetrukket tilværelse i troskenderes bevidsthed.
Ved at afskaffe Jesus ord ændres Gudsbilledet totalt. Som normalkristen har man, i egne øjne, naturligvis den rette opfattelse af Gud. Det er bare ham der Grosbøll, der på bølleagtig manér frisk og frejdig udbasunerer, at det har han vældig svært ved, men man kan jo også gøre skarn uret, og det er lige præcis hvad jeg tror, man har været i færd med.
Desværre er det ikke så tit troseksperter får lejlighed til at få indblik i lægfolks mening om den kristne tro måske lige bortset fra fru Riis tankevækkende indlæg i den kristeligt orienterede avis. Og hvorfor egentlig lægge mærke til den slags lægmandssnak? Nej de afkristnede kan få en startpakke, så de kan blive indført i kristendommens ret- og sandfærdige veje.
Uden dialog mellem trosforstandige og lægfolk kan de gode hyrder nemt komme til at køre Folkekirken helt i sænk. Forståeligt nok har man haft travlt med, på retfærdighedens vegne, at hakke på manden, som skabte postyret i den indre kirkelige andedam, men ude fra set lignede det unægtelig en utiltalende mudderkastning.
Et sikkert parameter for kristentroen er mærkværdigvis at kaste troen på Guds guldfugl Jesus, men kan folk i almindelighed være sikre på, at det er Gud, de præsenteres for i den danske Folkekirke?
Gemt under GROSBØLL, RELIGIONSDEBAT | Kommentér (0)