BØGERNES UNIVERS

Den norske forfatter Erik Fosnes Hansen blev efter oplæsning fra det litterære mesterværk “Beretninger om beskyttelse” stillet flere begavede spørgsmål fra tilhørerne. Et af dem lød om han troede, der var liv efter døden.

I spændt forventning, der omtrent fik hjertet til at stå stille, imødeså denne skribent svaret. Det kunne han da ikke sige nej til, når han på klingende norsk lige havde sparket liv i den døde, der i sin kiste lå og stønnede orgastisk af velvære over at opdage, hvor frydefuld og dejlig døden egentlig var.

Svaret var en anelse undvigende, idet Erik Fosnes Hansen mente, at han som forfatter kunne tage sig den kunstneriske frihed at fabulere over det, ingen kunne vide med sikkerhed.

En anden spurgte nysgerrigt, hvorfor han skrev. For at redde verden, lød svaret spontant. Om det var for at berolige de tilstedeværende, at svaret korrigeredes som en spøgefuld­hed, kan der selvfølgelig gisnes om, men denne hensynsfuldhed overfor publikum lagde ligesom et diskret tågeslør over forfatterens spontane udsagn.

Ingen normalt begavet vover den påstand, men mange højt skattede forfattere har ad fiktionens vej søgt at gøre det ubegribelige begribeligt. Det er op til læseren at greje, hvor skribenten vil hen, hvis læseren da ikke lader sig nøje med næsegrus beundring for litteratens kunstneriske indfald.

I bøgernes verden er alt tilladt, for vi kender vel forskel på fiktion og virkelighed. Når det handler om den, altså virkeligheden, kan forfattere nemt risikere at blive målt og fundet for let af forstandige boganmeldere, der mener at sidde inde med en væsentlig viden om det skrevne.

Nils Gunder Hansen ved, hvad han taler om, når der er tale om teologi. I 1999 udkom hans bog “Da Gud kom ind fra kulden”. Sådan som han ser det, er der tendenser i samfundet, der berettiger titelvalget. Jakob Wolf derimod kalder sin bog for “Den skjulte Gud” med undertitlen “om naturlig teologi”, og den anmeldtes af Nils Gunder Hansen i Berlingske Tidende 22. september 2001.

“Jakob Wolf får i sin nye bog på inspirerende vis udfoldet Luthers vildeste spekulatio­ner”, skriver NGH indledningsvis, og han bryder sig ganske enkelt ikke om Wolfs tale om naturlig teologi. Den gode Nils kommer efter ham og siger, “naturlig teologi er det rene kætteri”. Spørgsmålet er, hvad er naturlig teologi – hvilket NGH bestræber sig på at belyse.

“Det er troen på, at vi med vores sunde fornuft, samvittighed – og når vi oplever skaberværkets harmoni og, hensigtsmæssighed – kan erkende, at der er en Gud til.”

Disharmoni og uhensigtsmæssigheder florerer som aldrig før, og det bliver først bedre, når Gud får adgang til at vise, hvor pragtfuld en verden vi kunne leve i. Det burde vi kunne erkende med vores sunde fornuft, men det er lige præcis den, der skjuler Gud. Det paradoksale er, at det simpelt hen er fornuftstridigt at opfatte Jesus som Gud. Med den tro må Gud fortsat bliver udenfor i kulden. Vores Skaber fortjener ikke plads nummer 2, og det er unægtelig vanskeligt at tjene to herrer, men det lader sig desværre gøre, så længe Jesus bærer førertrøjen.

Han viste os vejen til sandheden og livet. Det kan ingen bestride. Selv sagde Han, at Han var i Faderen, og at Faderen var i Ham. Tænk at komme så vidt, at Guds skaberkraft problemfrit strømmer igennem een. Så vidt kom Jesus. En ren-hjertet sjæl, der kendte sin Skaber.

For Nils Gunder Hansen er det ganske enkelt, når Jesus siger, “De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv, men Faderen som bliver i mig, gør sine gerninger”, formår han, altså Nils, og mange andre gode kristne at betragte Jesus som værende Gud. “Han”, skriver NGH på side 88, “er Faderen, og Faderen er ham. Ingen kommer til Faderen uden gennem ham. Slut. Basta.”

Og al yderligere diskussion er udelukket – tillige med Gud, og derfor er det vederkvæ­gende at Jakob Wolf skriver om den skjulte Gud, som vi sådan trænger til at lukke ind i varmen.

Hvis det står til skriftkloge boganmeldere som Nils Gunder Hansen, kan det tage sin tid, men den har Gud jo evigheder af, hvilket for mange formentlig først bliver begribeligt, når de evige jagtmarker tages i øjesyn.

De kristne bremseklodser er efterhånden godt ned-slidte. Begreber som moral, etik og næstekærlighed er på slingrekurs, fordi det kristne budskab mangler Gud. Folkekirken går sin egen død i møde, hvis den fortsat bruger “Jesus som dørvogter”, som Nils Gunder Hansen så rammende skriver i sin bog.

Vi vil have Gud NU, hvor de færreste finder sig tiltalt af at være et skyldigt menneske, der bare skal lære sig at være tro mod Gud alias Jesus, elske sin næste og gå i kirke om søndagen, og så ellers være evigt forvisset om et evigt liv.

Det sidste er ikke så svært, men her gør kirken vist regning helt uden vært.

MØLLEHAVE I DRØMMELAND

Johannes Møllehave har for vane at nedskrive sine drømme, fortalte han i Kristeligt Dagblad 5. september 2008, hvor han tog læserne med på ”en slentretur ad kongevejen til det ubevidste”.
I Møllehaves univers er drømmeren selv mester for sine drømme, men ”det har længe undret mig, at mine drømme kan overraske mig, undre mig, skræmme mig”, skriver Møllehave.
Der er stor sandsynlighed for, at Møllehave tager fejl, når han tror, han selv er forfatter og instruktør i forbindelse med sine drømme. Jeg tror, vi i sovende tilstand er modtagelige for informationer, vi kan drage nytte af.
Møllehave nævner selv ”tjenerkvinden i ”Njals saga”, som efter en drøm går ud i gården og gennemtæsker en høstak, fordi hun har drømt, at Njals fjender sætter ild til den og brænder gården ned til grunden”. Det sker som kvinden drømte, og kendt er det, at ”i de islandske sagaer er drømme tit både varsel og advarsels-drømme”, skriver Møllehave, der fra barnsben har ”haft en smule angst for at spise fisk”. Det er denne fiske-fobi Møllehave underholder læserne med.
Det er en kendt sag, at det er drømmeren selv, der er bedst til at tyde sine drømme, men da Møllehave ligefrem opfordrer læserne til at forklare den underlige drøm om fiskeben, er det fristende at komme med et bud.
Møllehave drømmer, at han sidder i et venteværelse hos en læge, han kender. Lægen kommer med en stor lægetaske. Lidt efter kommer en anden læge, som Møllehave også har kendt. Også han har sin lægetaske med. Derpå ankommer tre andre læger, og alle har deres arbejdstasker på skødet.
”Nu opstår dramaet”, fortæller Møllehave. ”Jeg tager mig til munden, og i samtlige tænder sidder fiskeben fast og rager ud af læberne, det gør frygteligt ondt. Alle lægerne åbner taskerne og tager en tang op, som er det eneste, de har i deres taske. Fra alle sider begynder de at trække benene ud af tænderne på mig med befriende snuptag. Det er en lettelse og jeg vågner lykkelig.”.
At drømmen ender lykkeligt, kunne tyde på , at Møllehave endnu en gang får brug for lægehjælp til punpeværket, men bare rolig eksperter står klar i hobetal. Det er alt for tidligt at nå frem til “Victoria Station”, som Møllehave tidligere har omtalt som slutning på en anden drøm.
Gad vist om Møllehave stadig har brug for Imovane for at komme til drømmeland…

KLODENS TILSTAND

Med stor bekymring for klodens tilstand gøres der meget for om muligt at bedre den. Det vides, at kloden konstant har været under udvikling, så vores bekymring er måske i virkeligheden grundløs. Et sådan udsagn falder almindeligvis ikke i god jord. Videnskaben har talt, men det er ikke ensbetydende med, at alle er enige. Det betyder ikke, at vi ikke skal behandle kloden ordentligt, men måske skulle vi bruge lidt mere krudt på at behandle hinanden lidt bedre end vi gør i dag, hvor frygten for næsten  hvem som helst er ved at slå os selv ihjel.
Med retfærdighedssansen i højsædet gik troværdige kristne i krig for at befri det irakiske folk. Umiddelbart så det ud som en næstekærlig handling, men dybest set var det vel frygten for flere terrorangreb, der fik statsledere til at gribe ind. Uden at overdrive kan det siges, at frygten er verdens største dræber, og mennesket den største taber.
Ligesom kloden er menneskeheden under konstant udvikling. Hvordan kloden udvikler sig sker sikkert helt automatisk, men mennesket har den frie vilje til at udvikle sig på en hensigtsmæssig måde, hvor frygt, hævngerrig adfærd, magt- og dømmesyge vil ende med  at blive betragtet som veloverståede børnesygdomme.
Til den tid, måske før, vil Martinus’ bog “Det evige verdensbillede” bringe forståelse for vores ejendommelige men nødvendige adfærd. Den danske åndsfilosof har efterladt os sit bud på, “hvorfor uretfærdighed ikke kan eksistere”. Han skriver på side 102 i det første bind af “Det evige verdensbillede”:
“Overalt og i enhver situation, hvor der forekommer noget, der udtrykkes som “uret”, kan dette kun ske, fordi nævnte situation blot udtrykker et lokalt billede af en helhedssi­tuation. I dette lokale billede kan den virkelige årsag til opfattelsen af situationen som “uret” ikke ses. Vedkommende væsen synes derfor, at det lider “uret”. Det kan ikke se, at det selv er denne “urets” eller situations sande årsag. Hvis det ikke havde været det, kunne denne situation aldrig nogen sinde været opstået. Men da denne årsag kan være udløst i et tidligere liv, er det ikke så mærkeligt, at det ufærdige menneske må anse den nævnte situation som en uretfærdighed, der påføres det. Og det er denne uvidenhed, der er roden til alt det såkaldte “onde”. For det ufærdige menneske, der hverken kender til reinkarnation eller til loven for bevægelse, der er det samme som skæbneloven, er det ikke så mærkeligt, at verden ser ud til at være fuld af uretfærdigheder og de heraf affødte misforståelser, såsom alle former for krige, had og hævn. Vi ser også her, hvor nødven­digt Kristi ord om de mange gange, man dagligt skal tilgive sin næste, er skabelsen af en virkelig kristen eller menneskelig verdenskultur, altså en verdenskultur, der et eet med Gud. Men vi ser også, hvor nødvendig den åndelige videnskab er, som Kristus bebudede, der i form af “talsmanden den hellige ånd” skulle komme og fuldbyrde hans guddommeli­ge visdom for menneskene”.
 
På samme side med overskriften: “Hvis princippet “syndernes forladelse” ikke eksistere­de”, skriver Martinus:

”Hvis dette princip ikke eksisterede, ville menneskene komme til at leve i mørket i umindelige tider længere end det i dag er nødvendigt. Men naturen laver ikke noget meningsløst. Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen – ikke blot teoretisk – men også med hjertet og derved er blevet humant, er det jo ingen som helt nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv eller i en ukendt fortid, som det endnu ikke havde fået virkningerne af, og som det derfor måtte gennemgå til ingen som helst nytte, hvis det nu skulle have disse, efter at det var blevet humant eller næstekærlig i en sådan grad, at det ikke kan gøre disse onde handlinger mere. Men også det skal vi komme ind på i skæbneanalyserne senere. Det er kun vor opgave her at påvise grundprincippet i væsenets evighedsstruktur eller evighedslegeme. Det er dette princip, der ligger til grund for verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret.”

DEN FØRSTE JULEGAVE

Hvem husker den? Spørgsmålet er ubesvarligt. Så langt kan ingen huske tilbage. Det kan ovenikøbet være vanskeligt at huske, hvad vi fik sidste år. Var det food-processoren eller det frække undertøj? Eller var det den hurtiglæste bog “Drømmen, englen og brevet”,  hvor moralen fremstod som en utvetydig sandhed om julens vigtige budskab?
Hvis det sidste er tilfældet, er den værd at hente frem fra bogskabet igen. Den er god at blive klog af, hvis man ikke kun fokuserer på bagsidens enkle konklusion. Som appe­titvækker hedder det, at “julenat for nogle år siden blev den unge reklamemand” – altså forfatteren – “Richard Paul Evans fra Salt Lake City, på mystisk vis inspireret til at skrive en julefortælling til sine to små døtre på 4 og 6 år.”
Af denne julefortællings epilog fremgår det, at “det hellige indhold i æsken er forældres rene kærlighed til deres børn, første gang manifesteret af Faderens kærlighed til alle sine børn ved at han ofrede det, han elskede mest af alt, og sendte sin søn til jorden på juledag for så længe siden. Og så længe jorden består, og længere endnu, vil dette budskab aldrig dø.”

Budskabet vil aldrig dø. Den første, største og bedste julegave menneskene fik var Jesus – Guds Søn, som efter sin død nærmest fik status som Gud selv. Det er synd, at menneskeheden fratager Gud faderværdigheden, men det udelukker ingen fra at ende i paradiset – snarere hisset end lige her, hvor den afkristnede jul lovedes tematiseret i Kristeligt Dagblad 14/12-01.

Det burde give stof til eftertanke for kristen selvransagelse, hvorfor julen synes afkristnet. Kristeligt Dagblad skrev forud for temadagen: “Mange danskere ønsker ikke, at kristendommen skal blive for påtræn­gende og forpligtende i deres tilværelse. Derfor bliver den kristne jul nedtonet og erstattet af forbruger-jul og ufarlige nissehistorier.”
Julen er afkristnet ved Jesus herliggørelse som eneste, der kan sammenlignes med den almægtige skaber. Vi blev så glade for den første og største julegave, at vi stadig forblændes af hans strålende egenskaber og ganske glemmer Faderen til dette enestående og herlige menneske. Derfor må kristne på den ene side undre sig over, hvorfor folk flokkes i kirken juleaften, og, på den anden side, ikke rigtig forstå folkekirkens tilbagetog.

MILDE MOSES

Er det folketroen, der er på afveje, når mirakuløse helbredende håndspålæggelser virker mærkbart på en tidligere kræftpatient, som det vistes i TV2’s sene TV-avis 14. oktober 2008?

Var det bare en usandsynlig smart TV2’sk forretningsmetode at lave den meget omtalte programserie Åndernes Magt? Er det tilfældet, så nåede genren i 2001 også til Danmarks Radio i radioprogrammet Herreværelset, hvor Bjarne Tuxen fortalte om en besynderlig oplevelse ved rydning af et loft.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører – eller ser, for den sags skyld. Men for Bjarne Tuxen var det altså som at træde ind i en anden verden, hvor tiden på det nærmeste stod stille. Det eneste han fik med sig ved den lejlighed var den Davidsstjerne, der lå og lyste til ham, da han noget fortumlet forlod loftsrummet, hvor han havde været tilskuer til en families snak omkring et spisebord.
De syv timer oplevedes som fem minutter, fortalte Bjarne Tuxen, der helt uden spiritisti­ske mellemmænd havde set en lille lyshåret pige med slangekrøller komme svævende ind ad et åbentstående vindue siddende oprejst i en kiste. Hun konverserede i denne luftbårne stilling med de spisende, som Bjarne Tuxen havde svært ved at forstå. Deres snak fremstod som en svag mumlen, men han forstod dog på pigens svar, at nogen havde det godt.
Om denne beretning fra en loftsetage skal tages til troende som budskaber fra folketroens kælderetager eller som budskaber fra en eksisterende himmelekspres, skal jeg lade være usagt. Men på mig virkede Bjarne Tuxen nu ikke helt gak-gak.

HER GÅR DET GODT

”Folkekirkens valg sætter bundrekord” – Kristeligt Dagblad 4. oktober 2008. Det er interessen for at opstille flere lister til menighedsrådsvalget, der sætter den kedelige bundrekord, ” men det er ikke noget problem, mener både kirkefolket og kirkeministeren”, skriver Claus Vincents.
I kirkelige kredse går det ellers godt, selvom den utilslørede udsigt til præstemangel i fremtiden er ganske tydelig, medlemstallet dalende og interessen blandt de betalende ligger væsentlig under, hvad en virksomhedsejer kunne drømme om at acceptere, men det er ikke et problem for folkekirken – når bare medlemsskarens antal ikke sætter bundrekord.

DEN LILLE RØDE FISK

Engang så den en kæmpefisk, så stor, at den kunne have taget hele dammen derhjemme i en slurk eller to, og været lige tørstig for det. Kæmpen kom svømmende med opspilet gab, samlede sig et måltid mad, akkurat som når en fisker trækker vod, og den stakkels lille røde fisk blev suget med ind, skyllet – plut! – ned i kæmpefiskens mave, hvor der gik ligesom en kværn i det væmmelige mørke. Men så bad den lille røde fisk alt hvad den kunne til fiskenes gud, og guden hørte, hvad den bad om dernede i mørket. Han fik kæmpefisken til at hoste, og den lille røde fisk blev hostet ud i havet igen.
Siden kom den til et yndigt koralpalads dybt nede på bunden af de glasklare grønne bølger, og de yndigste små fisk, spættede i blåt og guld, hentede de lækreste fede orme på tallerkener af perlemor. Det kunne den godt lide, og den var helst blevet dér alle sine levedage, men den syntes, det var dens pligt at gå hjem til dammen og fortælle de fede fisk om alt det mærkelige, de narrede sig selv for, ved at æde og æde, så de blev alt for tykke til at slippe ud gennem risten. Så svømmede den da sin vej, ind til floden igen, og op imod strømmen.
      Undervejs oplevede den mange nye eventyr, nogle der var næsten lige så yndige som koralpaladset, og andre, der var næsten lige så uhyggelige som at blive slugt af en kæmpefisk. Men den svømmede hver gang straks videre, op ad den lange flod, ind gennem den ene kanal efter den anden, endelig kom den da til sin egen gamle rist, og nu var den blevet så tynd af alt det, den havde døjet, at det gik som en leg at slippe igennem.
Den havde ventet, at de allesammen ville blive meget forundrede ved at se den igen, men ingen havde så meget som lagt mærke til, at den var borte. Den svømmede hen til den fisk, som var konge over hele dammen, en stor smækfed tamp, og sagde: Din dumme tyksak, du har længe nok ædt og gispet bobler ud i ét væk, hold op med det bare et øjeblik, og hør godt efter! Jeg er kommet herhjem for at fortælle dig alt det mærkeli­ge, jeg har oplevet på den anden side risten dér, og nu kan du lære af mig, hvordan du skal blive tynd, så du også kan gøre den lange rejse og vinde visdom ligesom jeg.
Den fede fiskekonge svømmede hen imod risten, men da den så, at tremmerne sad så tæt sammen, at den ikke engang kunne få en af sine finner klemt igennem, gispede den langsomt og hånligt to store bobler ud og sagde: Sådan en dum lille rød fisk! Kom ikke her og forstyr min eftertanke med din tossede snak! Er jeg ikke fiskenes konge, altså meget klogere end du? Hvordan skulle du være sluppet ud gennem risten dér, når jeg ikke kan få så meget som en finne igennem?
Og den store fisk svømmede tilbage i skyggen af lotusbladene. Den lille røde fisk var grumme ked af, at ingen ville høre efter, hvad den sagde, så smuttede den ud gennem risten og svømmede til havs igen.
Kort efter kom der en lang tørketid, kanalen løb tom, der blev stadig mindre vand i dammen, til stor forskrækkelse for alle de fede fisk. De lå og gispede i bunddyndet en tid lang, og til sidst var de døde allesammen.
Men den lille røde fisk levede glad og lykkelig i koralpaladset på havets bund.
 
I bøgernes verden kan selv små fisk få mæle og sige mange kloge ord. Joan Grant er mester for den lille røde fisks tale i bogen “Den vingede farao”.
Joan Grant lægger ikke skjul på, at hun har levet før. Hun tillægges at skrive ganske gode historiske romaner med et islæt af sjælevandringsteori, hvilket er en lækkerbidsken for en kristen, der ikke lader sig nøje med det episkopale forslag om at spise fisk til Pinse – for ligesom at gøre den lidt mere traditionsrig.
En god dag? Det er, når store fisk hører

VIRKELIGHEDENS TYRANNI

Også Københavns biskop har sine vanskeligheder med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Han henviser hjertens gerne til en specielt udvalgt præst, der taget vare på at besvare alskens spørgsmål om overnaturlige fænomener. Denne præst maner til forsigtighed “og advarer mod de clairv­oy­antes kontakt med afdødes ånder – de såkaldte guider og hjælpere,” for han er “usik­ker på, hvad hjælper­nes identitet er, og hvorvidt de er gode eller onde.”

Lederen af Clairvoyanceskolen i København advarer også – om end på en lidt anderledes måde. Her fokuseres udelukkende på det gode. Det er godt og meget vigtigt, at eleverne evner “at lukke af for den åndelige verden.”

Iflg. præstedatterens samtaler med clairvoyante er det et problem for nogle, som derfor “lever mere eller mindre konstant med bevidstheden om tilstedeværelsen af usynlige væsener i hjemmet”, hvilket selvsagt kan være “ret opmærksomhedskrævende.”

Psykiateren tror ikke på den slags. Han tror, at forekomsten af usynlige væsener “er produkter af de clairvoyantes fantasi.” Han sammenligner usynlighedsproduktionen med børns “fantasivenner, som de både citerer og indimellem kræver at få dækket op til ved aftensbordet”.

I al sin enkelhed mener skeptikerforeningsmedlemmet, at de clairvoyante ikke endeligt har konfronteret deres barnlige fantasiverden med den realistiske. Ifølge ham “er det ikke en psykisk sygdom, selvom det er en del af for eksempel skizofreni, at patienterne kan vende tilbage til barndommens tynde skel mellem fantasi og virkelighed”.

Virkelighedens tyranni er vanskelig at sige imod. Grænsen mellem virkelighed og fantasi er sat af skep­tiske realister, der er uvidende om, at netop deres realitetssans er med til at fastholde mennesker i livsvarigt medicinsk fangenskab. De er mange, og de er bange og tynger vold­somt på det i forvejen belastede sundheds­budget.

Der er sket ændringer siden  år 2002. Ikke så meget på synet af clairvoyance, der i 2008 fik en kraftig overhaling i TV-programmet OperationX, men antallet af psykisk syge har haft en voldsom vækst. Hele tiden dukker nye diagnosebetegnelser op, og mange bukker under for virkelighedens tyranni.

GUDS GULDFUGL

Jan Lindhardt fortæller i sin erinderingsbog, at Thorkild Grosbøll ville være blevet fyret, hvis Lindhardt havde været direktør i en virksomhed, men det sidste ord er måske endnu ikke sagt i sagen om Grosbølls vaklende trosgrundlag. I iveren efter at tilkendegive mishag over den nænsomme håndtering har teologisk forstandige været vældig flittige skribenter i Kristeligt Dagblad, mens andre, med nogenlunde samme teologiske tankegang, har udtrykt en vis sympati for, at Grosbøll blev behandlet med de biskoppelige fløjlshandsker.
Dr. theol. Georg S. Adamsen talte i den gode avis onsdag d. 25. maj  2005 om Jesus hjord, og hvis man hører til én af dem, der har til opgave at være vejleder for flokken, kan man naturligvis have svært ved at tolerere en præst som Grosbøll i den danske Folkekirke. Har man styr på den rigtige trosudlægning, er det helt fint at sætte andre på plads, men et fåtal har dog opdaget, at det kan være godt at gå lidt forsigtigt til værks.
Når G.S.Adamsen omtaler bekendelserne som en ufravigelig norm, der ”henter sin autoritet og sandhed i Guds evige ord”, er det klart Jesus ord, der hentydes til. Derfor lyder det følgende udsagn logisk – måske især for et teologisk uforstandigt menneske:
”Jesu ord skal nemlig aldrig forgå Det ved hans disciple, for de kender den gode hyrdes stemme, det vil sige hans ord, til forskel fra dem, der ikke kender, tror og holder sig til hans ord.”
Nu tror jeg, at Jesus talte så sandt som nogen kan, og når sandheden skal frem, så talte Jesus tit og ofte om sin himmelske Far. Hans ord om Faderen må stå som en ufravigelig sandhed – især for hans disciple, der tror, at de holder sig til hans ord og er parat til at dømme andre for ikke at gøre det.
”Kirken har pakket Jesu budskab ind”, skrev Birthe Ørsted Riis i Kristeligt Dagblad mandag d. 6. juni 2005 og refererer svaret på et velplaceret spørgsmål til to ny-konfirmerede: ”Tror I så på Gud?” ”Ja, vi tror på Jesus, som er den eneste, der kender Gud, men ikke alt det udenomsværk, kirken – præsten – kommer med.”
Et oprigtigt svar der er lidt pænere formuleret end det Tom Kristensen lader cigarhandler Samuelsen fremkomme med i bogen ”En anden”. Tanken om en anden Gud end Jesus er således ikke fremmed. Birthe Ørsted Riis er overbevist om, at den tankegang er fælles for rigtig mange i alle aldre.
Ifølge G.S.Adamsen ”skal den, der taler, tale som Guds ord og ikke ændre på noget, for” – som Adamsen siger – ”så fordærves og afskaffes evangeliet.”
Alene derfor er der al mulig gyldig grund til at tillægge Jesus ord den nøjagtige ordlyd, men Jesus ord negligeres og opfattes som værdiløse for ligesom at passe til troen som den praktiseres.
”Tro på mig og tro på Gud”, sagde Jesus, men selvom ordene siges i tide og utide, giver de ingen mening for troskendere, der selvfølgelig ikke er i tvivl om, at Jesus arbejdede i kærlighedens tjeneste. Gud, som Jesus, om nogen, kendte og havde fuld tillid til, må derfor leve en tilbagetrukket tilværelse i troskenderes bevidsthed.
Ved at afskaffe Jesus ord ændres Gudsbilledet totalt. Som normalkristen har man, i egne øjne, naturligvis den rette opfattelse af Gud. Det er bare ham der Grosbøll, der på bølleagtig manér frisk og frejdig udbasunerer, at det har han vældig svært ved, men man kan jo også gøre skarn uret, og det er lige præcis hvad jeg tror, man har været i færd med.
Desværre er det ikke så tit troseksperter får lejlighed til at få indblik i lægfolks mening om den kristne tro – måske lige bortset fra fru Riis’ tankevækkende indlæg i den kristeligt orienterede avis. Og hvorfor egentlig lægge mærke til den slags lægmandssnak? Nej – de afkristnede kan få en startpakke, så de kan blive indført i kristendommens ret- og sandfærdige veje.
Uden dialog mellem trosforstandige og lægfolk kan de gode hyrder nemt komme til at køre Folkekirken helt i sænk. Forståeligt nok har man haft travlt med, på retfærdighedens vegne, at hakke på manden, som skabte postyret i den indre kirkelige andedam, men ude fra set lignede det unægtelig en utiltalende mudderkastning.

Et sikkert parameter for kristentroen er mærkværdigvis at kaste troen på Guds guldfugl Jesus, men kan folk i almindelighed være sikre på, at det er Gud, de præsenteres for i den danske Folkekirke?

SVAR

Kære Flemming Vang
Du mener, at mine indlæg så godt som altid bærer præg af, at jeg forsøger at opretholde en ”personlig distance”, og det forekommer dig mærkværdigt, når jeg nu skriver under ”Bud på Gud”.

Jamen Flemming Vang, det er jo netop mit personlige bud på Gud, jeg fremkommer med. At mit syn på Gud så ikke stemmer overens med dit, har vi vist begge hele tiden vidst. Du kan til hver en tid klandre mig for at vende op og ned på den rigtige tro på Gud, men jeg behøver altså ikke at betragte Jesus som betroet og absolut eneste mellemmand. Jeg betragter derimod Jesus som et menneske i pagt med Gud, og den pagt under jeg inderligt gerne andre at få del i.

Naturligvis kan jeg ikke udtale mig om danskernes tro i flæng, men du må da give mig ret i, at mit syn på Gud er mere nuanceret end dit. At du så ikke kan bruge mit syn til noget konstruktivt er jo helt og holdent dit valg.

Det kan godt være, det virker som om, jeg ”puster mig lidt for meget op” i min tale om danskernes tro, men det er jo ”bare” sådan, som du ser det. Set i forhold til hvad kyndige trosformidlere fortæller om danskernes manglende tro, er mine skriblerier jo blot udtryk for, at man godt kan tro anderledes på Gud end kirkens folk gør.

Har du spekuleret over, hvorfor der ikke er flere faste kirkegængere blandt kirkens mange medlemmer?
Tror du, det skyldes manglende indlæring?
Og tror du, at kurser i kristendom for begyndere er vejen frem?

Som jeg ser det, er kristendommen ved at bukke under for manglende interesse, selvom kirkens folk gør sig stor umage med at fange folks opmærksomhed. At interessen for præsteuddannelsen ligeledes er dalende, kommer ikke bag på mig. Det er en naturlig afmatning præcis som den, der ses blandt mange af folkekirkens nuværende medlemmer.

Man er ganske vist begyndt at granske i, om præsteuddannelsen kan gøres bedre, men hvis det ikke er lige der, hunden ligger begravet, finder man naturligvis ikke årsagen til den manglende interesse, og man kan afholde nok så mange festlige kirkelige arrangementer for at folk skal fatte interesse for at komme i kirken, men hvis folk ikke fatter en brik af kirkens trosgrundlag, er det måske ikke folks fatteevne, der er noget i vejen med. Det spørgsmål beskæftiger kirkens trofaste sjæle sig sjældent med, og derfor fortsætter jeg med at kaste den ene handske efter den anden, som du flittigt har samlet op.

Som sagt skriver jeg for at andre kan få indblik i mit tankeunivers, og da jeg skrev, at ”netop din forklaringsmodel kunne være fin som baggrund for, om min nu også er helt ude i skoven”, var det udelukkende med henblik på, at din tekst glimrende kunne tale for sig selv ved at stå som modreaktion på min kritiske anmeldelse af en anmelders forstandige anmeldelse af en gammel læseværdig bog.

Du vil have at debatten skal føres på religion.dk, og det respekterer jeg. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ”helt har mistet jordforbindelsen”, som du anfører, men det virker som om, du har misforstået min hensigt. Jeg tror efterhånden, det er ved at trænge ind, hvordan din/den kristne tro er skruet sammen, men den tro er altså ikke min, og derfor behøver jeg ikke nødvendigvis at føre alenlange debatter på religion.dk, men finder det mere attraktivt at udbasunere min mening på www.troja.religionblog.dk. Det betyder ikke, at jeg ikke ønsker en dialog med dig eller andre kristne, men det kan være nødvendigt at prioritere.

Det der med, om jeg har overvejet, hvorfor ”der er så få, der reagerer på” mine ”tanker”, er grebet ud i luften, for jeg kan bestemt ikke være utilfreds med, at eksempelvis ”TROENS BOOMERANG” er set 5.885 gange og har fået 93 kommentarer med sig, men det er mit indtryk, at indlæg på bloggen kommer viden om på nettet.

Med venlig hilsen
Jytte Ibsen