PATER PIO

Beretningerne om Pater Pios liv og levned er mange, og der er ingen tvivl om, at munken fra San Giovanni har været Gud til velbehag. Den helt samme velbehagelige interesse mødte Pater Pio i sit liv mest udenfor kirkelige kredse, hvor folk på det nærmeste kom til at tilbede ham som en Gud.
John McCaffery oplevede Pater Pio på tæt hold, og den tidligere lektor i engelsk ved universitet i Genova (1933-40) skriver i indledningen til bogen ”Pater Pio, munken fra San Giovanni” blandt andet, at ”hans sårmærker og de velgerninger, som vi kender, er en enorm tilbagevisning af vor nuværende tidsalders blinde og dumme overmodige gudløshed”.
Dum og overmodig gudløshed stortrives. Mennesker verden over er blevet præsenteret for autentiske mirakler, men det hindrer ikke os dumpapper i at nære den største tvivl om miraklernes ægthed. Stigmatiserede hyldes sjældent som John McCaffery gør det i denne erindringsbog om den ejendommelige munk, der helbredte andre, formåede at være to steder på samme tid, vidste hvad andre tænkte før de talte og, vel nok bedst af alt, brugte sine nådegaver på uselvisk vis. Han havde troen, hvor vi har tvivlen på guddommelig indblanden i menneskets formåen og kunnen. Guds kraft er blevet en pusseløjerlig størrelse, hvorom der oftest hersker dyb mistillid.
Ifølge Lademanns leksikon er stigmatisering ”formentlig hysterisk fremkaldt fremtræden af Kristi sårmærker på et menneske. Det første kendte tilfælde var Frans af Assisi; senere er der meldt om over 100 tilfælde. Selvsuggestion og fordybelse i Kristi lidelseshistorie synes at være baggrunden for disse ejendommelige fænomener. Ordet anvendes tillige i såkaldte stigmatiseringsteorier, ifølge hvilke afvigere som kriminelle, psykiske syge m.fl. fastholdes i deres afvigelse ved at føle sig stemplet eller mærket.”
Frans af Assisi og Pater Pio ville formentlig have trukket på skulderen over denne leksikale formulering. De vidste bedre, men hvad med os? Er vi Gud til velbehag? Tror vi nok? Eller er det godt at nære mistillid til nutidige mirakelmagere, der påstår at have healende evner?
Beretningerne er bemærkelsesværdige. Mange er personligt oplevede. Andre fortalte og nydeligt refereret i håb om at livet tæt på den levende legende bliver kendt vidt og bredt. Bedste eksempel at frembringe her er nok John McCaffery’s helhjertede lovsang om PATER PIO skrevet mens denne endnu levede:

”I Kirkens næsten totusinde års historier er der sket mange mirakler. Historien indledtes med det største mirakel af alle – Inkarnationen. Det fortsætter i dag med messens daglige universelle mirakel og Kristi legemes virkelige tilstedeværelse i tabernakler over hele kloden.
Ved siden af disse fundamentale, fortløbende og accepterede mirakler har der gennem tiderne været mirakler udvirket ved hellige mænd og kvinders forbøn. Hele vor religionshistorie er fyldt med den, og før Kirken i dag vil hæve en person til sit alter og erklære ham eller hende for en helgen, stilles den betingelse, at der skal være sket to tydelige, autentiske mirakler fremkommet ved hans eller hendes forbøn efter døden.
Med andre ord ser den Kirke, der har skænket verden dens fornemste tænkere og videnskabsmænd slet ingen vanskelighed ved at acceptere Gud – hvis Han ønsker det – kan fravige den række vidunderlige love, som styrer naturen i vores begrænsede og tredimensionale verden; de love Han selv har lavet. I virkeligheden ser Kirken intet mere forunderligt ved afbrydelsen af loven end ved dens forbavsende eksistens og fortsættelse. Og det, vi kalder et mirakel, er i virkeligheden ingen større manifestation af Guds magt end den mest banale normalitet. Den virkelige betydning ligger i den virkning, det fremkalder på vore egne sløve sind og sanser.
Naturligvis har Kirken lært at handle langsomt, den bestemmer sig aldrig overilet og er altid indstillet på det dødelige menneskes selvbedrag i sin adfærd, og altid underkastet menneskelig svaghed og fristelse. Kirken er ikke alene guddommelig grundlagt og inspireret, men er også den ældste, mest erfarne og klogeste institution i verden i dag. Kirken har endvidere ikke i sig selv noget væsentligt behov for disse sporadiske brud på naturlovene, som vi kalder mirakler. Den står urokkelig og fuldstændig uden dem og kan derfor have råd til at være så forsigtig og helt uden tilknytning i sin tilnærmelse til dem, som den ville betragte noget som for eksempel Einsteins relativitetsteori.
Skønt Kirken ikke vil identificere sig med nogen individuel eller med særlige individuelle manifestationer gennem den persons liv, det drejer sig om, af de grunde der allerede er nævnt, ved vi ikke desto mindre, at helgener bliver helgener i deres jordiske liv – ikke efter deres død – at de mirakler de udvirkede, eller som blev udvirket på deres person, skete mens de endnu var i live. Vi ved også, at Kirken ikke ville have bedt nogen af de priviligerede, der var vidne til sådanne manifestationer, om ikke at lægge mærke til dem eller at foregive, at de ikke havde været vidende om dem. Da jeg kender kendsgerningerne om de kanoniserede helgeners liv, vil jeg yderligere gå så vidt som til at sige følgende: Vi kunne vel ikke forestille os nogen af dem – når de engang var kommet ind på deres helligheds livsforløb – være på vildspor før døden af den gode grund, at de havde overgivet deres frie vilje i Guds hånd, fordi Gud aldrig ville svigte dem.
Jeg brugte sætningen ”blev udvirket på deres person”. Dette var en henvisning til det, der er kendt som stigmater, dvs. mærkerne af Kristi lidelse gengivet på et levende menneskeligt legeme. Der har været omkring tres accepterede tilfælde af dette i Kirkens historie, hvoraf det bedst kendte er Frans af Assisis sårmærker. Og dette bringer os frem til vort nuværende emne, Pater Pio fra Pietralcina, en italiensk kapucinermund, tooghalvfjerds år gammel, som over tredive år på sit legeme har båret kristi fem vunder, og om hvem tusinder af fornuftige nøgterne mennesker vil bevidne, at han ikke alene er den helligste mand, de nogen sinde har mødt, men at han har været kanal for utallige overnaturlige manifestationer, hvad dem angår.
Jeg har haft det meget store privilegium at kunne besøge Pater Pio ved mange lejligheder, at komme i kontakt med nogle af disse manifestationer, og jeg ville med den største overbevisning vidne om deres overnaturlige natur. Endvidere ville jeg som min personlige overbevisning sige, at Pater Pio – der er levende iblandt os i dag – er en af de mest helgenagtige mænd, der nogen sinde har betrådt jordens overflade og er i besiddelse af og benytter de mest forbavsende kræfter. Disse ord kommer fra en mand, som ingen nogen sinde ville beskrive som en person, der har den ringeste tendens hverken mod mysticisme eller følelsesfuldhed. Jeg arbejder for tiden med ganske almindelige forretningsaktiviteter; og hele min baggrund og personlighed er en sådan, at da jeg første gang rejste ned for at se Pater Pio – ti år efter at jeg havde hørt om ham – gjorde jeg det modvilligt og så at sige tvunget af en række omstændigheder, som det her ville være sagen uvedkommende at fortælle om.
Gennem disse ti år har en del mennesker i forskellige aldre talt til mig om Pater Pio. Nogle af dem var mænd, hvis intelligens jeg havde den dybeste respekt for. En af dem var endda den mest intelligende og lærde mand, jeg kender; og gennem dem vidste jeg i store træk en del om Pater Pios liv og gerninger. Han var kapucinerpræst, født af forældre der var bønder i en af de fattigste og mest afsidesliggende egne i Syditalien. Man havde lagt mærke til ham fra hans tidligste ungdom på grund af hans karakterstyrke, hans yderliggående fromhed og hans højsindede, varme natur. Hans liv havde været næsten helt været levet i Ordenens små huse, og lige siden han var blevet mærket med stigmaterne, havde han boet i et meget lille kloster langt ude i en udørken nogle få kilometer fra landsbyen San Giovanni Rotondo, som på sin side ligger omkring en times tid med bil eller bus fra den nærmeste jernbanestation Foggis, der igen ligger ca. fem timers togrejse fra Rom og på halvøens Adriaterhavsside.
Til trods for hans fromhed og de forbløffende evner, der er givet ham, fornægtede Kirken sig åbenbart ikke, og så langt fra at lægge mærke til ham, efterlod man ham begravet i sin udørken ligesom enhver anden af hans medbrødre. Kirken var endda gået videre. I næsten ti år havde hans forskellige overordnede isoleret ham fra enhver præstelig offentlig kontakt, et påbud der blev accepteret af Pater Pio med samme ro, som han accepterede dens afslutning og sit eget nuværende frygteligt trættende liv bestående af stadig kontakt med hundrede tusinde mennesker, som året igennem uden en dags, ja næsten uden en times pusterum bringer ham deres såvel åndelige som fysiske byrder og sorger.
Jeg vidste, at han omvendte syndere, helbredte syge, og man hævdede, at han besad den store evne til bilokation, som betyder at kunne være i stand til at komme til stede andetsteds uden nogen sinde fysisk af forlade sit kloster; at hans sår hele tiden blødte, at blodet og sårene lejlighedsvis udsendte en stærk og vidunderlig blomsterduft, som viste sig ikke alene i hans nærværelse, men ofte af en eller anden speciel grund kunne mærkes med samme styrke og tydelighed af mennesker, som var hundrede eller tusinder af kilometer borte.
Alt dette vidste jeg fra venner og bekendte, som havde besøgt Pater Pio. Efter at have taget bestemmelse om selv at besøge ham, fik jeg fat på det meste af den litteratur, der var blevet offentliggjort om ham og gennemgik det. Det var tydeligt nok alt sammen skrevet af mennesker i god tro, men meget af det var spoleret af de forskellige forfatteres emotionelle følelsesliv og i visse tilfælde ligefrem af overtro. Og med én undtagelse blev alle disse bøger kort herefter forbudt af Vatikanet, som dog tillod reviderede udgaver af de mest fornuftige.
Denne ovenfor omtalte undtagelse var den, der virkede mest tiltalende på mig. Det var mere end tohundrede medicinske analyser og undersøgelser af en velkendt romersk læge, som havde fået den opgave at undersøge om muligt finde en menneskelig biologisk eller måske patologisk forklaring på sårmærkerne. Lægen begyndte på den mest upartiske og objektive måde. Hans udforskninger og undersøgelser af hver eneste menneskelig hypotese dækkede en betragtelig lang periode, Han sluttede lige så fuldstændig objektivt, som han begyndte, men nu ikke længere upartisk. Alle hypoteser måtte forkastes i lyset af hans samvittighedsfulde observationer og prøver, og der var kun eet svar tilbage. Dette var, at fænomenet ikke havde nogen menneskelig forklaring; og også lægen blev en inderlig dicipel af den mand, han så gennemgribende og pertentligt havde undersøgt.
Trods ovenstående tog jeg ikke desto mindre ned til San Giovanni med mine normale mentale reaktioner og livssyn stillet op imod vægten af andenhånds bevis. Jeg var den tvivlende Thomas. Men efter fireogtyve timer dér havde jeg ikke alene opgivet al modstand, men var på min side en af Pater Pios mest ydmyge og overbeviste beundrere.
Hypnotiserede han? Brugte han personlige dramatiske kræfter på mig? Svævede han så højt oppe i skyerne, at man skulle betragte ham med ærefrygt og angst? Nej slet ikke. I en samtale med Pater Pio er det mest slående og elskelige ved ham hans varme, normale menneskelighed, hans store venlighed og hans humoristiske sans. Men Pater Pios hellighed og lidelse skinner gennem ham af sig selv. Og virkningen på alle dem, som kommer i kontakt med ham, er i lige høj grad en blanding af hengivenhed og ærbødighed.
Det er stadig almindeligt at tale om at tage til San Giovanni Rotondo; men i virkeligheden passerer man gennem landsbyen og går lige til det, der nu rejser sig som en anden lille landsby, der i de senere år er vokset op omkring selve klosteret; og man finder husly i et af de hoteller eller pensionater, som den stadige strøm af pilgrimme har skabt behov for. De har ingen forbindelse med klosteret, men bliver passet sobert og ordentligt af folk, som rent spontant har slået sig ned dér. Side om side med dem er der bygget andre private huse af mennesker, som har opgivet deres almindelige levevis for at være ved siden af Pater Pio og i de fleste tilfælde også for at hjælpe ham i hans både åndelige og verdslige barmhjertighedsgerning. Det meget store, arkitektonisk påfaldende, hvide hospital dominerer alting; det er rejst efter Pater Pios ønske, støttet af velgørenhedsgaver fra hele verden, bygget af en arkitekt der ikke var universitetsuddannet eller i besiddelse af nogen grad. Det er smukt i undfangelse, meget moderne i indretning og udstyr og bestemt til lindring for de lidende, ligegyldigt hvem eller hvorfra de er.
Man ankommer som regel om aftenen. Det er en lang og krævende rejse for de fleste, og man går tidligt i seng, for Pater Pio læser messe klokken fem hver morgen, og det betyder, at man står op omkring klokken fire.
Spadsereturen under stjernerne i den tidlige morgenstunds kolde mørke til den lille kirke Santa Maria delle Grazie er uforglemmelig. Stilheden, de andre grupper af tågede skikkelser, der vandrer opad på vejen og anledningens uverdslige atmosfære står i stærk kontrast til den travle materialistiske verden, hvorfra man så nylig er kommet.
Messerne begynder ved andre altre, men den store skare står rundt om det alter, der er indviet til Frans af Assisi, hvortil Pater Pio snart vil komme; han bevæger sig med vanskelighed gennem den tætpakkede menneskemængde – ikke smilende eller munter nu – men som om han var træt og tynget ned af alle verdens lidelser og sorger. For Pater Pios liv er koncentreret omkring Vor Herres lidelse, og i forberedelsen til messen og celebreringen af den er dette hans livs hovedmotiv koncentreret mere end i noget andet; denne ledsagelse af hans Guddommelige Mester i dennes lidelse.
Det er vanskeligt at tale om denne messe. Det er umuligt fyldestgørende at beskrive den. Den skal opleves. Men i mere end en time er man tryllebundet ved den dybe intensitet, hvormed den bliver fremført; ikke en fysisk intensitet, for hans bevægelser er langsomme og sindige, hans stemme fuld og dyb, men en inte5sistet af den ånd, hvori vi nu skimter en Pater Pio, der så åbenbart leve i en anden verden; somme tider stærkt lidende, somme tider seende ting, der er usete for os, til tider i tilsyneladende mental samtale; gennem det hele og over alt hans åbenbare bevidsthed om betydningen af hans ord og handling; og der er – nu tydeligt at se – de blødende gennemboringer i hans hænder. Når man har set hans messe, har man på en måde set alting, eller i det mindste forstår man fuldt og helt og accepterer alting.
Denne messe er begyndelsen til hans offentlige dag. Det er en dag, der ville massakrere enhver stærk mand, der ernærer sig på den mest styrkende kost, Pater Pio spiser én gang om dagen – i lydighed – og spiser ikke mere end et barn kunne klare sig med. Og dog har jeg ofte mødt ham ved slutningen af dagen, hvor han ser friskere ud, gladere og mere munter end ved begyndelsen.
Han tager daglig folk i skrifte i fem eller seks fulde timer. I løbet af dagen finder han tid til at give Kommunion klokken halvelleve om morgenen til alle dem – og der er altid mange – som ønsker kommunion fra han hænder; somme tider giver han eftermiddagsvelsignelsen (Benediktionen); somme tider døber han; han tager sig af de andre munkes behov; og frem for alt ser og taler han med så mange som muligt af denne hærskare af mennesker, der er kommet fra nær og fjern for at modtage trøst fra ham. Han er under bestandigt overfald. De omgiver ham i sakristiet. De venter på hans udgang fra skriftestolen, hans gåen fra kirke til kloster og tilbage igen. De søger et ord, en velsignelse fra ham til sig selv eller for andre. De holder deres børn hen imod ham. De beder om hans velsignelse på de religiøse genstanden, de har bragt med sig. De opnår møder med ham i det tomme taleværelse, i klosterets korridorer, og hvor det gælder kvinderne i den offentlige gang, der adskiller kloster og kirke.
Dette er en anstrengelse, som intet normalt menneske kunne udholde blot for en begrænset tid. Dog er der gået for sig med stigende styrke i ti lange år, dag ud og dag ind uden ophold. De eneste øjeblikke, han har for sig selv, er under den korte nat i sin celle, og man kan nemt gætte, at den største tid i denne orgså er tilbragt i bøn, meditation, intim forening med Gud og med forbøn, altid forbøn for andre.
Talte jeg om mirakler? Er denne eksistens ikke i sig selv et mirakel? Men hvorfor være tavs? Hvorfor skjule det? Stedet vrimler bogstavelig talt med mirakler. Måned efter måned kommer der i den italienske presse sensationelle, detaljerede rapporter om helbredelser, der er udvirket gennem ham. Jeg husker et bemærkelsesværdigt tilfælde om et barn, der var faldet ud ad et vindue og havde fået kraniebrud fire steder med fremspring af hjernevævet. Det blev helbredt øjeblikkelig. Så er der en pige – nu tyve år – der var født blind, for hendes øjne havde ingen pupiller. I en alder af seks år gav Pater Pio hende synet, og hun har haft det lige siden. Men hun har stadig ingen pupiller.
På mit eget kontor havde jeg for nogen tid siden besøg af tre mænd: én havde været blind, en anden havde et fortvivlet tilfælde af strubecancer og en tredje var en af Italiens førende scene- og filmskunstnere. Manden, som havde været blind, sad nu og så på mig. Hans øjne, som havde lignet indskrumpne bønner, var nu fuldstændig omdannede. Manden med strubecanceren, som kun havde kunnet tale med en næsten uhørlig hvisken, da jeg først lærte ham at kende, og i hvis strube der havde været indsat et rør, sad nu og talte livligt og røg amerikanske cigaretter. Den tredje mand forbavsede os alle ved på et vist tidspunkt i samtalen ligefrem at erklære, at han havde haft den største helbredelse af alle. ”Deres strubecancer”, sagde han, ”var kun barneleg i sammenligning med min, for min havde dybe rødder. Det var sjælecancer.”
I løbet af mine besøg i San Giovanni har jeg mødt mennesker, alvorlige og intelligente mennesker, for hvem Pater Pio havde vist sig. Jeg har mødt andre, for hvem han ved det første møde har afsløret deres tidligere liv, deres hemmeligheder, optagethed af andre ting, deres synder.
Det er en hverdagsagtig ting for ham i skriftestolen at minde de skriftende om en eller anden synd, de har glemt, eller han kan nægte andre at høre deres skriftemål: mennesker som senere har tilstået, at de ikke var i den rette sindstilstand. Jeg har mødt ateister og kommunister, som er blevet tiltrukket til stedet af et eller andet mærkeligt budskab eller tvangsfølelse, i eet tilfælde ved et direkte syn af Pater Pio og et udtalt budskab; de blev omvendt til at leve eksemplariske kristne liv og i visse tilfælde med stort personligt offer. Jeg har kendt mennesker, der er blevet hjulpet på deres dødsleje af Pater Pio. Af disse sidste tilfælde skete det ene i Sydamerika, det andet i De Forenede Stater. Eksempler på mennesker, som har mærket den stærke karakteristiske blomsterduft – bogstavelig talt hellighedens duft – og som jeg allerede har talt om, er talrige. Jeg har selv mærket den uden ringeste mulighed for fejl eller selvsuggestion, alene og i selskab med andre.
Lad mig særlig betone én ting. Jeg har fået mange venner under disse rejser for at se Pater Pio; nogen er munke, andre er præster; nogen er blandt disse utrolige mennesker, der har opgivet deres profession, deres erhverv, deres arbejde, deres hjem for til stadighed at leve ved siden af Pater Pio og deltage i hans arbejder; nogen kommer som gæster ligesom jeg selv. I alle tilfælde er de normale mennesker med sund fornuft. Efterhånden opdagede jeg, at de fleste havde en fin humoristisk sans, hvad jeg specielt nævner, fordi det som regel stammer fra en sund proportionssans. Ingen af dem var neurotikere. Alle føler sig bundet af eet og samme bånd; de tilbeder den jord, Pater Pio træder på.
I mange tilfælde er denne varme hengivenhed og ærbødighed, de nærer for ham i San Giovanni, blomstret frem i utallige grupper kendt som Pater Pios venner. De er spredt over hele verden, i Rom, New York, Buenos Aires, London og i byer og landsbyer i den hele vestlige verden. De mødes mindst én gang om måneden for at ministrere ved en messe, der læses for hans intentioner og for at bede en time i forening med ham. I Milano er der flere grupper forbundet, og der bliver hver dag i året celebreret en messe i Katedralen af en del af gruppemedlemmer.
Lad mig fortælle om nogle interessante menneskers reaktioner. I klosterets taleværelse hænger der et fotografi af en ærkebiskop. Under det er der med egen hånd skrevet hans anmodning om Pater Pios forbøn for ham og hans bispedømme. – En forhenværende kommunist sagde følgende til mig: ” Siden min omvendelse (gennem kontakt med Pater Pio) har jeg læst om en masse helgeners liv. Det ser ud for mig, som om deres helligheds grad svarer til, hvor meget de ligner Kristus selv. Det er denne Kristus-lignende egenskab hos Pater Pio, som tiltrækker mig så stærkt.” Han kunne næppe have sammenfattet tingene bedre eller sandere.
Når man tager alt dette i betragtning, kunne man måske godt ledes til at spørge sig selv om, hvad betydningen af en skikkelse som Pater Pio er i verden i dag. Det er måske ikke så forfærdelig vanskeligt at finde et svar. Vor verden lægger vægt på sin modernitet og er stolt over sine fremskridt. Dette er i virkeligheden meget dumt. Levende mennesker har altid været moderne. De har altid kunnet pege på deres fremskridt. Men tyve år senere ville de betragtes som personer, tiden var løbet fra, for den næste generation har opdaget endnu mere af det materielle skatkammer, som altid har eksisterer i Guds skabelse og kun har ventet på opdagelse.
Vor generation har imidlertid overgået sig selv i fejlagtig forfængelighed og blindhed – beruset af den i sandhed store hastighed og udstrækning af nye opdagelser. Vi er nået til et gribende og selvmorderisk surrogat af præstations-tilbedelse, som ingen tidligere generation siden kristendommens grundlæggelse har kendt mage til. Menneskeværkets påståede glans, både meterielt, intellektuelt, socialt og politisk har skjult skabelsens virkelige pragt. Og resultatet er mørket over vor situations højdepunkt.
I dette mørke er Pater Pio – den ensomme munk – et sømærke: en ledestjerne, som allerede har gennemtrængt mørket vidt og bredt, og som efter manges ydmyge mening – også min – er bestemt til at kaste sine stråler over hele verden.
Pater Pio har ikke bevæget sig ud i verden. Han forbliver i sin afsides ødemark, klædt i sin Ordens grove middelalderlige kutte og følger de regler, der er nedlagt af Frans af Assisi i det trettende århundrede, og som lover fuld lydighed mod sine overordnede. Men verden kommer til ham i stadig større mængder med alle moderne transportmidler, over land, over hav og gennem luften. Den kommer ikke som det moderne menneske – men kun som menneske, der har brug for trøst, oplysning og inspiration.
Mennesker har optaget hans stemme på kasettebånd, når han reciterede Rosenkransbønnen i den lille kirke, og den har været sendt over radioen på vor nyligt opdagede lydbølger til jordens ende. Men der går ustandselig andre og stærkere bølger ud fra San Giovanni tværs over jorden. De sætter os i stand til at betragte verden og dens problemer med et mere sandfærdigt syn, med sindsligevægt, med en dybere ansvarsfølelse og genopvakt tro, håb og kærlighed. Fra Pater Pios fyr kan der komme en flamme af lys og varme, som vil genoprette menneskeheden.”

Gemt under ANMELDELSER | Kommentér (1)