Om at forklare død for børn

”Nu da han var en guldsmed, kunne han ikke længere komme ned i vandet. – ”Jeg kan ikke komme tilbage”, sagde han nedslået.”
”I det mindste prøvede jeg, men jeg kan ikke holde mit løfte. Selv hvis jeg kunne komme tilbage, ville ingen af larverne genkende mig i min nye krop. Jeg tror, jeg bliver nødt til at vente, indtil de også bliver til guldsmede.
Så vil de forstå, hvad der er sket med mig, og hvor jeg tog hen.”

Uddrag fra Doris Stickneys’ Larver og guldsmede – hentet fra pjece med tilbud om deltagelse i samtalegruppe tiltænkt børn, der har mistet et menneske de har været tæt knyttet til.

Det er naturligvis en fin metafor for døden i kristen forstand, men hvor megen trøst er der for børn at hente i den?

Tænk, hvis man kunne fortælle dem, at døden ikke er så definitiv. Den døde kan godt kan være til stede i anden end fysisk forstand, som eksempelvis Matthew, der fører lange samtaler med sin mor, selvom han er død.

Matthews mor har skrevet en bog med Matthews forklaringer om alt det der sker i himlen. Tænk hvis man kunne fortælle børn noget om det?

Matthew – fortæl mig om himlen

Mangel på arbejdskraft

Forleden klagede en vognmand sin nød i en nyhedsudsendelse på TV. Han havde kontaktet flere jobcentre for at finde ledige, der ville påtage sig at køre for ham. Vognmanden kunne ikke tilbyde ansættelse på fuld tid, hvilket betød at arbejdsledige måtte sige nej tak til jobbet.

I en tid med mangel på job, lyder det fuldkommen vanvittigt, at arbejdsledige, på grund at de stramme regler for at modtage supplerende dagpenge, er tvunget til at sige nej til at arbejde lidt.

Det betyder, at vognmanden selv må køre så meget han nu kan og måske sige nej til kunder, der har behov for kørsel. Det ligner en bremseklods for vækst i vognmandens virksomhed.

Tidligere beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, som jeg tror er temmelig intelligent, bralrede op på vanlig arrogant vis: Arbejdsledige skulle jo ikke tilrettelægge deres arbejdsliv på de favorable betingelser, som retten til supplerende dagpenge er.
Den udtalelse udviser total mangel på indblik i virkeligheden, men det værste er, at vognmanden må klare sig, så godt han kan uden arbejdskraft, fordi det kun er tilladt i 30 uger at arbejde få timer og modtage supplerende dagpenge for resten.

Det er sikkert forbigået Claus Hjort Frederiksens opmærksomhed, at der lige for tiden er mangel på fuldtidsjob.

Søren Kierkegaard, nonnen og munken

I en annonce for seneste udgivelse af Søren Kierkegaards utrykte skrifter står skrevet:

”De fleste Mennesker leve i Forhold til deres eget Selv, som var de bestandigt ude, aldrig hjemme; (…) de lukke maaskee stundom deres Dør – for at være hjemme, men lukke ikke de adspredende tanker ude, og ere saaledes dog ude.”

Citat fra ”den store bog om den bornholmske præst A.P. Adler”.

Søren Kierkegaards ord fik mig til at tænke på Rikke Juuls tankevækkende artikel om nonnen og munken fra 26. april 2012 præsenteret på religion.dk

”Måske er Gud ikke begrænset til kristendommen”, siges det i overskriften. Den diskussion har før været ført, og sympatisører for den tankegang er blevet afklapset kærligt men bestemt, men måske skal man lidt udenfor den hjemlige kristne andedam for at kunne se, det ikke er så slemt.

Rikke Juul, der er luthersk studenterpræst ved to universiteter i London og desuden ulønnet hjælpepræst ved Den Danske Kirke i London, har besøgt munken og nonnen i deres hjem i London.
Begge har snuset til indiske religioner, hvilket har ført dem dybere ind i den kristne tro, siger de.

Alfred Agius, der i dag er 79, blev som ung jesuit sendt til Indien af Vatikanet og troede selv, at han skulle ud og omvende hedninge. Han var der i 25 år og omvendte ikke en eneste. De første fire år brugte AA på at lære sproget, studere hindi, teologi og spiritualitet på et universitet i Darfeeling. I den daglige omgang med hinduer kom han til revidere sin overbevisning om udøbtes fortabelse.
Med den udadelige opførsel de udviste, kunne AA simpelthen ikke tro, at Gud ikke også var med dem.

Søster Marie-Claude har derimod ikke opholdt sig i længere tid i Indien. Hun lever i dag i et religiøst fællesskab, der kalder sig Canonesses of St. Augustine, Congregation of Our Lady og er i gang med en psykoterapeutuddannelse, der på mange måder viderefører de tanker, søster Marie-Claude gjorde sig under de religiøse studier, som hun har en doktorgrad i.

Bøn og medititation er kodeord for Marie-Claude. Det er fristende at gengive alle hendes ord men i korte træk studerede hun indisk filosofi og religion, fordi hun ”..var interesseret i deres udviklede forståelse for spiritualitet, meditation og kontemplation”.

Jeg må hellere gengive Marie-Claudes egne ord for at intet skal gå tabt af hendes betydningsfulde indsigt:

”I den særlige gren jeg studerede, er meditation og kontemplation en nødvendig del af troen. De er nemlig teknikker, som fører til vækkelse, ”awakening” af sandheden, som allerede er plantet i mennesket.
Der findes ingen anden vej til at komme i kontakt med den sandhed, end gennem meditation. Den indsigt, det afføder, er ikke noget man kommer i kontakt med i løbet af en eller to dages meditation. Det er en livslang proces. I begyndelsen var jeg meget interesseret i praksiselementet. Men efterhånden begyndte jeg også at tænke mere og mere over, hvad det betyder, at sandheden ligger i mennesket.”

Tanken om at meditere og finde en sandhed, der ligger i mennesket selv, er en mindre kendt kristen praksis. Faktisk er det ikke særlig velset at have den anskuelse, men Marie-Claude fik øjnene op for, at der ikke er en uoverstigelig dualisme mellem hende og det guddommelige. Hun skriver: ”Mennesket er på forhånd delagtigt i det.”

Pludselig begyndte skriftsteder som Johs. 14, 20 og 1. Kor.3,16 at åbne sig for hende på en ny og mere sigende måde, og det er vel heller ikke så forfærdeligt at tro, at skabningen er Guds tempel og at Guds ånd bor i skabningen?

Lyder det skabagtigt? Ikke for Marie-Claude. Hun skriver: ”Jeg havde været nonne i en del år, og altid haft et tæt forhold til Jesus Kristus. Men jeg så ham som noget derude. Gud var en virkelighed, der var forskellig fra mig. Jeg kunne møde ham i kirken, hvor præsten ville formidle ham i ritualer og nadver, men det guddommelige var ikke noget jeg kunne møde i mig selv og ved mig selv. Det begyndte jeg nu at tro, at jeg kunne. På samme måde havde bøn tidligere været en dialog med noget derude, som var forskelligt fra mig selv. Det har jeg stadig ikke forkastet, men jeg har fået en forståelse for at bøn også kan være en rejse ind i en selv, fordi man derinde vil møde noget guddommeligt.”

Her stopper Rikke Juul Marie-Claude for at få forklaret i hvor høj grad Marie-Claude har opgivet tanken om, at Gud er væsensforskelligt fra mennesket. Det har Marie-Claude sådan set ikke, ”men hun er begyndt at tro på, at der også er et ikke-dualistisk element. Guds ånd bor i os, og den kan vi komme i kontakt med igennem bøn og meditation”, fortæller Rikke Juul.

Marie-Claude er klar over, at hendes tro ikke hele vejen igennem er i fuld overensstemmelse med den officielle romersk-katolske troslære, ”men man er nødt til at tro på det, som selv erfarer, at Gud kommunikerer til en”, siger hun.

”Som ”man” selv erfarer”, skulle der sikkert have stået. Marie-Claude har altså erfaring for, at Gud kommunikerer med hende. Det er ikke så ringe, men det er nok bedst at være hjemme og alene for at kunne høre efter, hvis man altså tror, at Gud kan kommunikere med én, hvilket der ikke så forfærdelig mange der tror Gud gør.

”Mange religiøse klamrer sig til deres religion og dogmer. De tror, at deres begreber og forestillinger om Gud rent faktisk er dækkende hans væsen. Men de begreber, vi mennesker kan forstå med vores menneskelige forstand, når ikke til himlen. De kan ikke indfange Gud. Man skal derfor efter min mening aldrig engagere sig i ”interfaith”-initiativer for at fortælle de andre, at jeg har ret, og I tager fejl. Man skal være åben over for andres religiøse forestillinger og praksisser og se, om det engagement måske afslører blinde vinkler hos en selv”, sagde nonnen, der i mødet med indisk religion udviklede sin kristne tro.

Nogenlunde det samme siger Alfred Agius. Der er en mulighed for at vokse i ens egen tro. Til Rikke Juul understreger han vigtigheden af at møde andre religioner med et åbent og lydhørt sind. ”For Guds ånd blæser hvorhen den vil! En af vores største fejl er, at vi forskanser os bag vores egne begrænsende forestillinger om Gud, og dermed gør os døve for Helligåndens bevægelser”, sagde munken.

Der er meget at hente for det kriseramte folkekirkeliv, hvis kirken var mere lydhør overfor andres erfaring med stilhed og meditation, for de fleste mennesker lever i forhold til deres eget selv, som om de bestandigt var ude og aldrig hjemme. De lukker måske deres dør for at være hjemme, men lukker ikke de adspredende tanker ude,” og ere saaledes dog ude”, sagde digteren, men der skal sikkert mange og lange forklaringer til for at tyde, hvad Søren Kierkegaard måske mente med det.

Gæt en gal

Sæt kryds i kalenderen mandag d. 14. maj hvis du vil være med til at gætte en gal på TV eller bare vil se om eksperter gætter rigtigt.

I programoversigten omtales udsendelsen ”Gal eller normal” således:
“10 frivillige danskere medvirker i et eksperiment, som DR har lavet. De fem af deltagerne er sunde og raske. De andre fem har en psykiatrisk diagnose – men hvem er hvem? Kan du og kan tre eksperter gætte, hvem der har skizofreni, spiseforstyrrelse, OCD, social fobi eller en maniodepressiv sygdom, når deltagerne udsættes for forskellige tests? Mennesker med psykiske lidelser oplever mange fordomme i forbindelse med deres sygdom. Men måske er de ikke så anderledes, som vi andre danskere tror?”

Programmet sendes på DR1 kl. 20 og genudsendes 21.05.12

Vi forsager djævelen…

Vegger tirsdag d. 8. maj 2012

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Det er Line Hersted der skriver, men vi kan vel dårligt gøre andet end at forsage djævelen og lade psykiatrien tage sig af alle hans ondskabsfulde gerninger….

Line Hersted skriver…

Fredag d. 4. maj 19:25

Line
–
Line er 20 år, diagnosticeret skizofren og førtidspensionist, og det er jo meget normalt, når et menneske er så besat af tvangstanker.

Er der nogen, der kan hjælpe Line? Kan vi, der forsager djævelen og alle hans gerninger? Næh, det kan vi nok ikke. Line må leve med sine kvaler. For djævelen eksisterer jo ikke…

Cirkusdronningens mareridt

Diana Benneweiss’ gribende beretning i bogen “Livet bliver ikke genudsendt” oser af livsklogskab, men først skulle hun grueligt meget igennem.

”Jeg hørte stemmer og så syner. Jeg så de døde. Jeg talte med mennesker, som jeg for længst havde mistet. Jeg så Gud og ærkeengle. Jeg så djævle, dæmoner og monstre” fortæller Diana Benneweiss, der i næsten 10 år var psykiatrisk patient.

Det måtte naturligvis gå galt med så klare symptomer på galskab, som Diana Benneweiss mener forstærkedes eller måske ligefrem blev fremkaldt af medicin.

Min service tid er forbi, siger DB, der altid har været særdeles pligtopfyldende. Der var ikke tid til selvophøjede tanker. Arbejdet skulle passes, selvom store sorger væltede ind over hende. Først når en sæson var slut, gav hun sig lov til at sørge.

Før DB blev syg, var det meget vigtigt for hende at alt var perfekt. Der skulle være pinligt rent og i manegen måtte intet gå galt. Sådan er der mange der har det, og årsagerne kan være mange. Som jeg ser det, var det i Diana Benneweiss’ tilfælde for at høste ros og anerkendelse fra faderen, der ikke havde uddeling af roser som sin stærkeste side. Men hvad er det der sker, når vi forsøger at leve op til de forventninger, vi tror andre har til os? Hvorfor higer vi sådan efter at være god nok i andres øjne?

I dag er Diana Benneweiss klogere. Hun har accepteret sig selv som værende god nok, men det har være en lang rejse, hvor hun har lært at omprogrammere sine tanker og lytte til sin indre stemme. Selv mener DB, at hun stadig har lejlighedsvise psykoser, der udmønter sig i en ualmindelige sansninger, men hun tager det i stiv arm og har medicin parat, hvis det skulle gå hen og blive alt for galt.

I bogen fortæller DB om dengang hun hallucinerede i 4 timer og havde en vidunderlig samtale med sin afdøde far. Det er jo sygt i vores normale begrebsverden, hvor det vides, at død mand taler ikke. Det var dog en virkelighed, der betød meget for Diana Bennneweiss.

Tænk, hvis man virkelig kan får en snak med døde og få talt om alt det, man ikke fik sagt, mens den afdøde var i levende live? Det er den slags, man helst ikke taler højt om. Fortæller man alt, kan det nemt opfattes som værende noget psykotisk. Og hvem ønsker at blive anset for at være gal?

Man skal altså være psykotisk for at høre stemmer, se de døde eller ligefrem Gud, som DB gjorde det under sygdomsforløbet, men det er svært ikke at få den tanke, at det kan være normalt. Det kan være galt nok at se Gud, men hvad så med djævle og dæmoner? Det kan vel ikke ses som en form for normalitet?

Det ene udelukker ikke det andet, og djævle og dæmoner optræder i fri dressur under betegnelsen psykose, der kan drive den psykotiske, men måske normale, til vanvid. Her træder psykiatrien til med en hjælpende hånd. 10 år for Diana Benneweiss’ vedkommende, men mange har brug for hjælp livet langt, og det hænder, at folk vælger at tage livet af sig for at slippe for destruktiv stemmehøring eller skrækindjagende syner, som tilsyneladende ikke kan medicineres væk.

Mens Diana Benneweiss betragtedes som psykotisk, fik hun besøg af en god ven i sit soveværelse. Vennen viste sig smilende og glad, og DB undrede sig naturligvis over, at han pludselig stod der. Hun havde jo lukket døren og havde ikke hørt ham komme ind. Dagen efter fik hun besked om vennens død. Mærkværdigvis på det tidspunkt hvor han havde vist sig i hendes soveværelse.

Man har hørt det før. Også fra ikke psykotiske. Så noget kunne tyde på det er den eksisterende viden om normalitet, der er helt gal.

Betydningsfulde skrifter

Bogstavelighed er et kristent særsyn ved tolkning af bibelske tekster. Når der tales om Guds Søn, er det klart Jesus, der hentydes til. Menneskesønnen, som Jesus også kaldes, er helt naturligt at opregne som den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd. Det er tankevækkende fortolkning af sand kristendom. At Jesus må opfattes sådan, skyldes formentlig de mægtige mirakler og underfulde gerninger Jesus udførte i sin levetid, for kristne ved, at kun for Gud er alt muligt.

At apostlene, som beskrevet i Apostlenes gerninger, udrettede lignende mirakuløse gerninger kan måske forklares med en forbindelse til Gud, men de bedrifter er henlagt i glemmebogen for fortidens mærkværdige hændelser. Den slags kan og må ikke tages alt for bogstaveligt, hvis man er rettænkende og troende kristen, men det betyder ikke, at Guds skaberkraft ikke formår at trænge igennem hos det enkelte menneske, der, bevidst eller ubevidst om egen ringhed, er duelig som redskab for Gud.

Med god grund og orden i troen kan kristne gøre sig lystige over tidens trang til overtroens brede vifte af mærkværdige og usandsynlige påfund om påståede menneskelige evner, men med Gud som makker var alt utvivlsomt muligt for Jesus, men uden Jesus’ Gud som makker må det, der anses for at være umuligt for den menneskelige skabning, naturligvis også være det. Det er sand kristendom i en nøddeskal. Man kan sige, at efter Jesus fik Gud ikke et ben til jorden. Forbindelsen blev afbrudt, og er det stadig, men mærkværdigvis mest i religiøse kredse.

I løbet af sommeren 2008 gav en række af Kristeligt Dagblads anmeldere bud på ældre læseværdige romaner, der handler om religion og samspillet mellem tro og fiktion. Som anmelder af religiøst betonet stof er det givetvis en forudsætning at have det rette syn på Jesus, Gud og Vorherre samt en vis portion skepsis overfor overnaturlige fænomener og viden om menneskets begrænsede formåen. Man skal naturligvis have helt andre tanker om manden, der blev Gud, for at kunne skrive anderledes end Anders Juhl Rasmussen gør det i anmeldelsen af Knud Hjortøs bog “Syner” (KD 26/8-08).

Bogen anses for at være en suveræn, men sær roman, der “er overskridende i mere end én forstand”, og anmelderen anbefaler læsning af bogen, for at blive “mindet om en glemt side af dansk litteratur”.

I fuld offentlighed er der lettere adgang til at kritisere og stille spørgsmålstegn ved andre religioner end den kristne, men mange er tydeligvis sluppet heldigt fra det i romanform - uden det dog opfattes af professionelle litteraturanmeldere, som Anders Juhl Rasmussen må siges at være. Anmelderen har bidt mærke i, at Knud Hjortøs “Syner” er inspireret af ungdommens læsning af Johannes’ Åbenbaring, for “..det fornemmes tydeligt i romanens fantasier om verdens undergang og fortsættelse i nye verdener”.

Nu er åbenbaringer og syner ikke lige den bedste kop the i kirkeligt regi, men tankevækkende er det, at kristendommen i fuld udstrækning har taget Johannes’ Åbenbaring til sig, dog uden at tage selve  indholdet alt for bogstaveligt.

Det er som om Johannes i sin åbenbaring beskriver virkeligheden, som den er. Plager har vi rigeligt af. Vi er nødsaget til at dæmme op for myriader af fremmede, der forsøger af komme ind i Vestens skatkammer. Det kan være svært for et kristent sindelag, men vi må erkende, at skal vi brødføde alle, er der ikke nok til os selv. Derfor må vi mene, at fremmede har det bedst i eget land, men samtidig indse, det er vanskeligt at få dem til at blive, hvis landet står under vand eller er ramt af anden krisetilstand.

Vi lever i en tid, hvor stagnation er værre end vækst. Der spekuleres i økonomi i højere og højere grad. Alt skal kunne betale sig, og det har vist sig, at der kan hentes økonomisk gevinst ved at investere i jordens afgrøder. Afkastet siges at være stort, hvilket naturligt nok er ensbetydende med stigende fødevarepriser. Det kan vi sagtens klare her i det rige Vesten, men hvad med resten?

Naturen er lunefuld og ikke til at regne med, ligesom åbenbaringer a la Johannes’ åbenbart heller ikke er det.

“Bibelens skabelsesberetning spiller en afgørende rolle for forfatterjegets forståelse af, hvorfra digteren henter inspiration og kraft til at udfolde sin digtning”, skriver Anders Juhl Rasmussen, der naturligt nok har sine besværligheder med at fordøje den digteriske udtalelse: “Jeg er Gud”. “Det provokerende udsagn er romanens højdepunkt i mere end én forstand”, mener anmelderen, for hvem det sikkert står helt klart, at intet menneske kan udråbe sig selv til Gud og dog problemfrit kan acceptere, at mennesket Jesus må være det.

Forfatterens udsagn “..er placeret i et kapitel med overskriften “Højhedsvanvid” og er udtryk for en beruset følelse af kunstnerisk overlegenhed. Men samtidig udtrykker det en forestilling om, at det skabende menneske kan sammenlignes med den skabende Gud”. Det ved anmelderen, at mennesket ikke kan, men han er bekendt med, at tanken ikke er ubekendt i litteraturen, og nævner “Johannes Ewalds store, ubegribeligt smukke, ode “Til Sielen”, som flere gange citeres i “Syner”.”

At overføre tanken om menneskets guddommelighed til virkeligheden, er nok “et storladendt og vovet projekt”, som anmelderen siger om bogen “Syner”, som en selvbevidst 30-årig bondesøn i 1899 debuterede med. At han slap godt fra det, tyder denne anmeldelse på. Man kan sige meget sandt, når de der kender sandheden, tror det er løgn og bare opfatter det skrevne som et formidabelt litterært kunstværk.

“Det lå i tidens ånd at være fascineret af sjælens indre drømmeverden”, skriver kulturens  kvalitetsbevidste kunstkender, der fremhæver forfatterens højtidelige deklamation i begyndelsen af “Syner”: “I stedet for at rejse verden rundt, skal du på indlandsrejse i dig selv”.

Det er en betragtning, der, mere end 100 år efter, så småt er ved at finde vej, men det er ikke særlig velset i religiøse kredse og sammenlignes med egocentrisk navlepilleri, måske fordi den offentlige mening meget ligner anmelderens, der møder betragtningen således: “Spørgsmålet er så, hvor grænsen går mellem ophøjet genialitet og rablende galskab”.

Det er naturligvis et godt spørgsmål. At forfatteren er genial fornægtes ikke i anmelderens rosende ord, om end forfatterens selvophøjelse må være at sammenligne med rablende galskab, men nu er det jo bare en af litteraturens perler, som var lige ved at ende i glemmebogen, der er tale om, og der har bogstavelighed, ligesom i tolkning af bibelske tekster, ikke den helt store betydning.

Anders Juhl Rasmussen mener dog, “det er bemærkelsesværdigt at Knud Hjortø som debuterende forfatter har haft mod til at skrive en så grænseoverskridende roman som “Syner”.” Han hæfter sig ved, at der ikke optræder et eneste personnavn og at ingen stedbetegnelse er angivet. Tilmed er det “så som så” med en egentlig handling.

Jeg ved ikke om anmeldelsen inspirerer nogen til at læse Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs genudgivelse af  “Syner”. Efter anmelderens mening virker det overdrevent, at Henrik Schovsbos efterskrift til bogen indeholder oplysning om et begreb som “det ubevidste”. Godt nok “er han i litteraturhistorien blevet fortolket psykoanalytisk”, men efter anmelderens mening, er der “ingen grund til at tro, at forfatterjegets tale om at søge til bunds i selvet skal udlægges med psykoanalytiske begreber.” Som anmelderen ser det, findes der ikke ord i romanen, der skulle bekræfte en sådan antagelse, for “i romanen optræder ordet slet ikke”.

At romanens forfatterperson helt tydeligt siger farvel til den kristne tro på de første sider, har Juhl Rasmussen set og forklarer det med at “… det er vel at mærke en modstandsløs og kraftesløs udgave af kristendommen, der forlades til fordel for andre “trosvækster”, som kan vokse på tankens kløvermark.” 

Formentlig falder det ikke anmelderen ind, at Knud Hjortø helt bogstaveligt siger farvel til kristendommen som den praktiseres, og derfor falder det Anders Juhl Rasmussen mere naturligt, at det må være oplagt at læse “Syner” ud fra en eksisterende “religiøs forståelseshorisont som en søgen efter at kende de modsatrettede kræfter, der forenes i den kunstneriske skabelse.”

På tankens kløvermark blomstrer den kunstneriske skabelse. Det lyder helt poetisk og ikke spor skabagtigt, men skabagtigt ville det være, hvis digteren tog sig den frihed, som Søren Kierkegaard yndede at gøre, at det ikke var kunstneren selv men en anden, der førte pennen. En forbindelse med det guddommelige eksisterer simpelthen ikke, vil et fornuftsbetonet religiøst menneske sikkert mene, men hvad nu hvis forbindelsen er der?

Set fra den vinkel er mennesket virkelig selvophøjet. Dygtig, dygtig, i kraft af sig selv, for Guds skaberkraft regnes der ikke med. At Jesus gjorde det, er ganske vist, for ellers kunne han ikke have drevet det så vidt. Med Johannes Åbenbaring, en skrækindjagende historie, der heldigvis ender lykkeligt, får vi serveret mange klokkeklare og bevaringsværdige forklaringer.

UPS – jeg har løjet

Kan jeg være det bekendt? Egentlig ikke – men på den anden side kan det være hensigtsmæssigt at stikke en lille hvid løgn, men kors hvor var det svært at sige ja til at mit indlæg ”Skam jer!” kun er sendt til Jyllandsposten.

Vanen tro får de store aviser mulighed for at anvende det meste af det jeg skriver. Jeg ved da godt, at enhver avis kræver, at det skrevne kun er sendt til dem, men hvis jeg efterkommer det krav, kan der gå hundrede år og en eftermiddag før jeg ved om et debatindlæg bliver bragt – hvis jeg da i det hele taget får anden besked end det automatsvar, der indikerer, at debatindlægget er modtaget.

Set i lyset af hvor ensartede mediemagernes nyheder er, er dette ene-rettigheds-krav dræbende for debat. Som mediebruger får vi den debat som medierne finder relevant. Vi ved naturligvis ikke, hvad der skrottes. Det er helt og holdent mediernes valg.

Selvom det var vanskeligt at stikke en løgn, finder jeg det helt på sin plads, når nu Jyllandsposten vil have bekræftelse på eneret. Jeg vil jo gerne forsøge at skabe debat. Sagde jeg sandheden, røg ”Skam jer!” sikkert i skrotbunken.

Nogen vil måske mene, at der hører det også hjemme, men hvis vi kun præsenteres for de rigtige meninger, som eksempelvis Erik Bjeragers syn på danskernes åndløshed og religiøse analfabetisme og Poul Joachim Stenders skamstøtteforslag, så kan langt størstedelen af Folkekirkens medlemmer fremstå lige så uvidende, som de to herrer mener de fleste danskere er.

Det er nu ikke sikkert, at danskerne har samme syn på sig selv. Det kan være, de er vokset fra den kristne troslære og er begyndt at tænke selv, men hvad de tænker og tror, er der åbenbart ikke den store begejstring for at vide.

Skam jer!
Ingen er åndløs, hr. Bjerager

Skam jer!

16-17 kirker i Storkøbenhavn lukkes, og spørgsmålet er, hvad de så skal bruges til.

Det diskuterede to sognepræster i Deadline 27. april. Den ene mente, det ville være ok, at muslimer overtog de lukkede kirker, mens den anden mente, det ville være bedre, at kirkerne blev omdannet til Netto-butikker. De kunne så stå der som skamstøtter over danskernes manglende tro.

Indrømmet. Det ville være en falliterklæring at omdanne lukkede kirker til moskeer, men omvendt duer Netto-butikker heller ikke som skamstøtter for troens forfald.

De uskyldsrene er oftest skylds- og syndsbevidste kristne, der med orden i egen tro uden blusel giver skylden videre til andre. Det er jeres egen skyld, at kirker må lukkes – det er ikke vores.

Har danskerne grund til at skamme sig? Eller har de bare opdaget, hvor lidt der er at komme efter i folkekirken, og derfor er bedøvende ligeglade med om lige den allernærmeste kirke lukkes ned? De kommer der jo ikke alligevel.

Skulle kirkens folk tænke mere over det, og måske spørge hvorfor, før flere kirker omdannes til skamstøtter af den ene eller anden art?