”GUD BEVARE DIG…”

…, sagde Peter (Matt. 16 v.22), der ingenlunde kunne tro, at Jesus skulle ”lide meget ondt af de ældste og Ypperstepræsterne og de Skriftkloge og dræbes”, og det var ingen trøst, at Jesus fortalte, at han skulle opvækkes på den tredje dag.

Jesus talte sandt og revsede Peter med forbavsende voldsomhed. ”Vig bag mig, Satan! Du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.” (v.23).

”Hør ham!”, lyder det fra en lysende sky (Matt.17 v.5). ”Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag.”

Jesus sansede åbenbart, hvad Guds er, og i ham fandt Gud velbehag.

NÅR GUD ER HERREN

”Hvad vil du?” spurgte Jesus kvinden, der inderligt bad Jesus sørge for at hendes to sønner fik sæde på højre og venstre side af ham i himlen. Tåbelige kvinde, har Jesus måske tænkt, du ved åbenbart ikke, at det ikke tilkommer mig at uddelegere pladser i min Faders rige.

Det sagde Jesus naturligvis ikke. Én af pladserne er optaget, ved vi nu ifølge trosbekendelsen, hvor vi siger, vi tror på Gud som den almægtige skaber, og vi tror på, at Jesus sidder ved Guds højre hånd. Det er muligt at den plads var tom på Jesu tid, men det tilkom ikke Jesus at reservere pladser, hverken til højre eller venstre. Det måtte Gud selv om, for Gud er Herren og Jesus kun hans søn.

PSYKIATRI

Hvis psykiatri har din interesse, er der indkommet læseværdige kommentarer til mit indlæg ELEKTROCHOK

FORBRYDELSE MOD GUD

Mogens S. Mogensen, blogger på eftertanke.dk, var i kirke i søndags. Det fik ham til at tænke på den debat, der foregår om blasfemiparagraffen, og  Mogensen rejser spørgsmålet om vi har brug for en blasfemiparagraf eller om vi skulle tage os sammen og afskaffe den.

Det slog ham nemlig, at Jesus i dagens tekst siger, at ”den, der taler imod Menneskesønnen, får tilgivelse”, og så er der måske ingen grund til at bevare en lovparagraf, der gør det strafbart offentligt at spotte eller forhåne lovligt bestående religionssamfunds troslærdom eller gudsdyrkelse, når vi alligevel tilgives, selvom vi taler imod Menneskesønnen.

Mogens Mogensen konkluderer, at det ikke er Gud, der har brug for en blasfemiparagraf, hvilket jeg er enig i, men jeg er ganske uenig med Mogensen i, at Jesus skulle være Gud i menneskeskikkelse. 

I en kommentar til Mogensens indlæg ”Jesus og blasfemiparagraffen” skriver Birgit Elmholdt: ”Jesus er Gud den almægtiges Søn og ikke Gud i menneskeskikkelse…” Hvad der er nok så bemærkelsesværdigt er, at ”Jesus sagde at Faderen er større end jeg, Helligånden er Den Almægtiges virksomme KRAFT”.

Mogensen, der ser ud til at have god teologisk forstand, svarer pænt: ”Disciplene blev efterhånden klar over, at de i mødet med Jesus mødte Gud. Senere – i pinsen – oplevede disciplene i forlængelse af Jesu løfte at Gud var til stede hos dem ved sin Ånd, Helligånden. Ud fra det kom kirken frem til en forståelse af Gud som en treenig Gud. Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Dvs. at vi møder både Gud som Skaberen, som Frelseren Jesus Kristus og som Fornyer og Trøster (Helligånden).”

Den der har øre skal høre, og med evnen til at læse skulle det vel ikke være så svært at se og forstå meningen med at Jesus hævder, at Faderen ER større end ham. Let og elegant, men alligevel noget kluntet, henholder Mogensen sig til, hvad disciplene blev klar over, og hvad kirken engang kom frem til.

Det er ikke en forbrydelse mod Gud at tro som Mogensen, men nu er vi altså et par stykker, der ikke taler Menneskesønnen Jesus imod men virkelig tror på, hvad han sagde om Gud, så lad os endelig afskaffe blasfemiparagraffen, der hidtil har holdt kristenkritiske meninger i ave.

ISLAMS MAGT

Det var ikke andedamstankegang, der prægede dagens radioprogram ”Krause på tværs”, hvor Karen Jespersen og Ralf Pittelkow havde en alvorlig snak med Krause om islam i anledning af parrets bog, der udkommer i morgen 24. august 2010.

Også P1 Formiddag med Poul Friis havde Ralf Pittelkow med som gæst, og sandelig om ikke også Religionsrapport endevendte den mest omdiskuterede tro i det danske samfund.

Mange ser islam som en trussel. ”Fromme håb” er ikke nok til at fjerne truslen, mener Ralf Pittelkow, der har opfattelsen af, at vi pisker os selv med skorpioner for at komme af med vores skyldfølelse.

Vi er en nation af tolerante mennesker, men er tolerance ved at blive en religion i sig selv? Skal vi finde os i hvad som helst for at gøre andre tilpas? Eller skal andre tilpasse sig og respektere det samfund, de vælger at leve i? Svaret er indlysende, men frygteligt er det, hvordan angst hæmmer vores adfærd.

REDSKAB FOR GUD

For Paulus blev mødet med Jesus et vendepunkt i hans trosliv. Fra at have forfulgt tidens kristne begyndte han ”at prædike om Jesus, at han er Guds Søn” (Ap.G. 9.20), og for eftertidens kristne er dette møde mellem Paulus og Jesus et meget vigtigt omdrejningspunkt.

Blændet af Jesus, som den der ofrede sig og tog en tjeners skikkelse på, tror kristne, at Jesus både er Guds Søn – OG Gud selv i egen høje person, men var det egentlig det Paulus sagde?

Jesus udrettede underfulde gerninger i kraft af Gud, fordi han troede på Gud. Det samme kan næppe siges om alle kristne. Ikke at det ikke tros, at Jesus magtede at gøre underfulde gerninger. Det tros gerne, men kraften, frembragte Jesus den selv?

I Apostlenes Gerninger fortælles vidt og bredt om handlinger, der strider mod vore begreber om menneskelig kunnen. Gud kunne de af naturlige årsager ikke være, men hvem er så den Gud, som ingen efter sigende nogensinde har set?

Er Jesus at opregne som Gud?

Eller kan vi regne med, at Gud er større end Jesus?

Var apostlene udvalgte vidner med specielle evner?

Eller vidner apostlenes evner om, at det er muligt for enhver at udøve tilsvarende praksis?

De fleste indenfor kirkelige kredse vil sikkert blankt afvise, at det sidste skulle være tilfældet – også selvom en meget from mand som Pater Pio viste sig at have evner, der klart overskrider enhver grænse for det, der vides, et menneske kan.

For apostlene, Pater Pio og Jesus var det umulige muligt, og nogen vil nok mene, at kun for Gud er alt muligt. Det er for så vidt også rigtigt, men mennesket er åbenbart et nødvendigt redskab, og hvilken kristen kan med sindsro betragte sig selv som sådan – et redskab for Gud?

NÅR JESUS SKÆLDER UD…

… som han angiveligt gør det i denne søndags tekst, er det måske en kritik, der også gælder i dag.

Hvordan er det lige vi ser på healing og anden helbredelseskunst? De fleste er nok noget skeptiske. Vi skal helst have en videnskabelig dokumentation på bordet, og skulle nogen finde på at tale om at gøre brug af en guddommelig kraft, så er det der slår os først en dyb foragt.

Sådan var det også på Jesus tid. Skriftkloge mente, at der var god grund til at anklage Jesus for at stå i ledtog med dæmonernes fyrste, og så skældte Jesus ud.

Ved Gud, han helbredte ved Helligånden. De eneste der var glade, var de helbredte. Sådan er det også i dag. Folk er bedøvende ligeglade med andres skepsis, og dybest set er det jo godt for den enkelte at få det bedre.

Er det Gud, der har en finger med i spillet? Jeg mener, det kan Gud sagtens magte at gøre, men det er ikke særlig velset at bringe Gud på banen i den forbindelse. Måske fordi alle herlighederne tildeles Jesus, men hvorfor i Himlens navn er det nødvendigt at holde så fast i overbevisningen om at kun Jesus skulle have adgang til at anvende guddommelige healende egenskaber?

Teologisk set er det jo fordi Jesus var Guds Søn, og kristeligt set er det velset at betragte sig selv som et syndigt menneske. Det syndige menneske foragter skam ikke Helligånden, men andre end Jesus kan sandelig ikke gøre brug af den. Så er vi derhenne, hvor det nærmer sig blasfemi.

Jeg kan såmænd godt forstå, at Jesus skældte ud…

DET GUDDOMMELIGE MENNESKE

Mennesket siges at være skabt i Guds billede. Nu er der vist ingen, der rigtig ved, hvordan Gud ser ud, men Jesus burde være et fuldstændigt guddommeligt billede af, hvordan mennesket kunne være, men hvem andre kan siges at være fuldkommen?

”Øgleyngel” skriver Asser Skude som overskrift til sin prædiken 12. søndag e. Trinitatis. Det er Jesus, der skyder med skarpt mod sine samtidige, som Asser Skude har øjnene rettet mod. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb, og Jesus bryder sig bestemt ikke om at blive anklaget for at være djævelens håndlanger, når han helbreder blinde, får døve til at høre og uddriver onde ånder. Nej – Jesus selv er af den overbevisning, at det er med Guds ånd, han er i stand til at bedrive alle disse underfulde værker. Eller som Asser Skude skriver: ”Jesus er nødt til at trække en streg i sandet. Som den Guds søn han er, er han nødt til at holde fast på, at Han er Guds søn og handler på sin himmelske fars vegne.”

Det er værd at tænke over, om betegnelsen øgleyngel også passer i dag, og i givet fald hvem der så skal have den tvivlsomme titel.

ELEKTROCHOK

Tre dage i træk får Line Hersted elektrochok i forsøg på at afhjælpe tristheden, der har plaget hende siden selvmordsforsøget i juli.

Hendes dagbog, der er tilgængelig på www.linehersted.dk, oser af tristhed, men hun er jublende glad for denne tildeling af en blok elektrochok. Hun udskrives igen i morgen – til hvad?

Til et liv som førtidspensionist uden livsgnist? Det håber jeg sandelig ikke, men udsigterne for helbredelse er ringe for en skizofren siges det, når lægernes ord står ved magt, men læger kan også tage fejl.

Jeg har skrevet om Line før. Anmeldt hendes bog ”Lines historie”. Skrevet om den hastige diagnosticering, der siden viste sig at være forkert. Været rystet over den manglende indsigt i at årsagsbestemme Lines pludselige uligevægt, der begyndte som 12-årig, og nu er hun, som 18-19-årig, endt der, hvor hun er lykkelig for elektrochok.

Det er grufuldt at elektrochok er blevet afløseren for ”det hvide snit”, men der vil komme en dag, hvor man vil se på anvendelse af elektrochok med lige så stor afsky, som man i dag ser på brugen af det ”snehvide” kirurgiske indgreb.

Du kan læse meget mere under kategorien Psykiatri og/eller Anmeldelser

KÆRLIGHEDENS KRAFT

TV-programmet Dags Dato viste 17. august en spektakulær men tankevækkende udsendelse om en supermodel, der var på mirakeljagt.

Den tidligere model Jodie Kidd tror på mirakler, fremgik det af omtalen på tekst-tv, og seerne kom med på hendes rundrejse i miraklernes verden, hvor hun besøgte shamaner i Himalaya og en engelsktalende kvinde, der efter lægernes skøn skulle være død af kræft.

Jeg må sige, at kvaliteten af udsendelsen var langt bedre end DR2’s ”Dokumania After Dark” dagen før, hvor en komiker rejste rundt og jokede blandt kristne om deres tro på Gud.

I troens verden er mirakler noget man er meget forsigtig med. Healing og den slags alternativer er mest brugt af søgende mennesker som eksempelvis Jodie Kidd, der konkluderede, at kærlighedens kraft er enorm.

Mirakler er vanskelige at bevise – måske lige bortset fra de, der oplever noget som et mirakel, og et mirakel, underfuldt og dejligt, var det at se den forvandling, der skete med en autistisk dreng, der blev anbragt på en hest.

Kan heste heale, kunne man spørge. Det så sådan ud. Den ellers sprogløse syvårige fornemmede åbenbart et eller andet, der gjorde ham glad og nærværende, og forældrene så måbende til dette skaberværk frembragt af kærlighedens kraft.